Status på Thomas Kahlenberg

21.05.2016 09:00

Når Auri Skarbalius i morgen udtager truppen til mandagens hjemmekamp mod Viborg FF, må han se bort fra Thomas Kahlenberg. 

Brøndby-anføreren blev i starten af måneden sat på skåneprogram på grund af en tilbagevendt seneskade på bagsiden af højre lår, og selv om en hurtig forbedring var forventet, har virkeligheden vist sig at være mere omskiftelig, forklarer cheftræner Auri Skarbalius. 

- Efter at have været ude med en seneskade i begyndelsen af forårssæsonen havde "Kalle" en god kampmåned i april. I begyndelsen af maj gjorde et tilbagefald imidlertid, at vi måtte sætte ham på et skåneprogram i håbet om en hurtig retur i kamptøjet, men indtil videre har vi måttet erkende, at det af fysiske hensyn har været nødvendigt at holde det til doseret træning, siger Auri Skarbalius. 

Han håber, at Thomas Kahlenberg kan hjælpe holdet i sæsonens to sidste kampe, men det kan svinge begge veje. 

- Det går fremad, men det er endnu for tidligt at sige, om Thomas er i spil til de to sidste kampe. Det må tiden vise, lyder det fra cheftræneren. 

Thomas Kahlenberg selv håber også på at komme i kamp, inden sæsonen er omme, men risikoen for at forlænge skadesperioden skal også med i ligningen. 

- Jeg er ved godt mod, selv om det er irriterende, at jeg ikke kan hjælpe holdet inden for kridtstregerne i øjeblikket. Vi gør alt, hvad vi kan, for at få mig klar til kamp igen, men vi forsøger også at undgå at forcere tingene, så problemerne ikke strækker sig længere frem i tiden, siger Brøndby-anføreren. 

Thomas Kahlenberg vil være på tribunen for at støtte holdkammeraterne mandag aften mod Viborg FF kl. 19:00. Skal du også på stadion, kan du sikre dig en plads allerede nu via billetter.brondby.com.