Når man kan slå sig på en blød mand

Denne artikel blev oprindeligt bragt i "Fodbold i Brøndby"-avisen den 9. marts 2016.

Han er kendt som den hårdtarbejdende spiller med de syngende tacklinger. Som en spiller, der ikke er bange for det beskidte arbejde. Som en spiller, der lader fødderne tale.

Rodolph William Austin har det fint med den beskrivelse. Den rammer ham perfekt som fodboldspiller.

Uden for banen er historien dog en anden. Rodolph Austin er en anden. Den stærke mand bliver den stille. Den hårde mand bliver den bløde. Ikke bamseblød.  Ikke en tøffelhelt uden rygrad. Men han hviler i sig selv. I sine værdier. I sin familie. I sin historie.

- Jeg har ikke behov for at køre i store biler eller bo i et kæmpe hus. Det gør mig ikke til et lykkeligere menneske. En bil er bare et transportmiddel, der skal tage mig fra A til B. Hvordan ville det se ud, hvis jeg hjemme i mit nabolag på Jamaica kom kørende i en Range Rover? Selv om jeg ikke gjorde det for at føre mig frem, vil det stadig kunnet blive opfattet sådan i Clarendon Parish. Det er et fattigt nabolag, hvor mange ikke ved, hvor næste måltid kommer fra.

Han taler lavt. Er en mand af få ord. Men han får talt sig varm gennem interviewet, og han er stolt af sin historie. Stolt af de muligheder, han har givet sin familie.

Hans øjne virker borende. Som om han kan se lige gennem dig. Livserfarne øjne, der på rekordtid tager bestik af dig. Gennemskuer dig og leverer et præcist indtryk af dig til den store mand.

Når man er centimeter fra at miste livet

Ankomsten til dagens træning sker i en leaset Renault Megane. Mere er ikke nødvendigt. Den får ham fra A til B. Fra lejligheden på Vestegnen til Brøndby Stadion.

Han kommer tidligt. Han har intet imod at give interviews, selv om han er en privat person. Man føler sig tryg i hans selskab. Beskyttet. Og suget ind i hans historie, når han fortæller. Eksempelvis om dengang han var centimeter fra at miste livet. Heldigvis greb en af hans bedste venner resolut ind.

- Han reddede mit liv. Jeg var 18 år. Jeg havde hele livet foran mig og havde lige spillet landskampe for Jamaica. Den episode fik mig til at reflektere over livet. Over hvad der er vigtigt.

Det var en sommerdag på Jamaica for 12 år siden. Rodolph Austin sidder på ladet af en firhjulstrækker. Han sidder på en værktøjskasse og tygger på sukkerrør. Med ryggen mod kørselsretningen. Pludselig tager bilen et skarpt sving. Værkstøjskassen glider hurtigt ud mod kanten. Den unge fodboldspiller sidder med begge hænder om sukkerrøret og har ingen mulighed for at tage fra. Han ryger ud over siden med hovedet først. 

- Baghjulet pisker rundt centimeter fra mit ansigt, men jeg bliver stoppet, lige inden jeg bliver trukket under. Min kammerat griber mig om benene og holder fast. Hvor han får styrken fra, ved jeg ikke. Jeg er og var ikke en lille person. Men han holdt mig. Han begyndte at trække mig op, og jeg kunne heldigvis hjælpe med at bukke mig op ved hjælp af mine mavemuskler. 

Han kom op i sikkerhed, mens bilen standsede. Hans fætter, der sad bag rattet, havde set episoden i spejlet og trådte på bremsen.

Det var en fredag. God fredag (Good Friday, red.), som langfredag hedder på engelsk.

- Det var en guddommelig indgriben. Jeg vidste fra det øjeblik, at jeg var sat på jorden med et formål.

Når man er den mindste i en søskendeflok på 14

Formålet skulle vise sig at være fodbold. Ikke for at blive en verdensstjerne. Ikke for at ændre verden. Men for at skabe et godt liv for sin familie. For menneskene omkring ham og hvor han kommer fra.

Fodbold kom tidligt ind i hans liv. Bare fire år gammel. Den lille dreng løb og legede med bolden på banen ved siden af huset, hvor han voksede op. Søskendeflokken var stor. Meget stor. Han voksede op som den mindste af 14. 

- Mine slåskampe med mine større brødre hjalp mig til at blive stærkere.  Vi blev gode venner igen hver gang, men vi sloges. Det gør brødre.

Austin smiler, mens han lader minderne vandre tilbage til Clarendon Parish.  Stedet betyder meget for ham. Han vil hjælpe i sit nabolag, når karrieren er færdig. Lade andre nyde af de fordele, han har optjent gennem et liv som fodboldspiller på internationalt plan.

Det lå ikke i kortene, at han skulle blive midtbanespiller. At han skulle opbygge respekt omkring sig for sine kraftfulde tacklinger. Tacklinger, som hans egne holdkammerater mærker til den daglige træning i Brøndby IF. Ligesom de gjorde i Leeds. I Brann Bergen.

Når man vil vinde for enhver pris

Der er kun én måde at spille fodbold på for Rodolph Austin. Vinde. Også til træning. Han arbejder hele tiden for at kunne tage et skridt op i sin karriere. Aldrig være tilfreds. Aldrig hvile på de ellers fortjente laurbær.

Det er også det bedste råd, han giver sine unge holdkammerater i Brøndby IF. Kræv mere af dig selv.

- Måske er deres drøm at spille for Brøndby IF. Det er en god drøm. Men det er også en farlig drøm. En drøm, der kan stille dem tilfreds og slukke deres sult. De skal turde drømme om mere. Hvis de vil have opfyldt drømmen om at spille for Brøndby IF, om at levere gode resultater for og sammen med Brøndby IF, så skal de turde drømme om mere. De skal turde drømme større. På den måde kan de opfylde deres drøm.

Han ved, at det kan opfattes forkert. At det kan lyde som om, at han kalder Brøndby IF for et springbræt til noget endnu større, selv om der for mange ikke er noget større end Brøndby IF. Eller i hvert fald vigtigere end Brøndby IF.

- Det er ikke sådan ment, men kig på Daniel Agger. På Thomas Kahlenberg. På Johan Elmander. De er perfekte rollemodeller for de unge spillere. De drømte om at få succes for Brøndby, men de turde også drømme større. På den måde fik de succes til Brøndby. På den måde kom de til store karrierer i udlandet. Nu er de tilbage og kan give deres erfaring videre til de unge spillere. Til dem, der drømmer om succes i Brøndby.

Man kunne mene, at den store jamaicaner også selv kunne være en rollemodel for unge spillere, men sådan ser han ikke sig selv. Det er Agger. Det er Kahlenberg. Det er Elmander. Det er rollemodellerne i Brøndby-truppen. Ikke fordi Austin ikke vil være rollemodel. Sådan ser han bare ikke sig selv. 

Når man træffer det rigtige valg

Da han var omkring otte år, blev fodbolden mere organiseret. Nu spillede han i klub. Han blev placeret i midterforsvaret, fordi han læste spillet godt. Rigtig godt, skulle det vise sig. Som U10-spiller endte han med at spille U15-kampe. Og det var ikke på grund af sin størrelse, for i den alder var Rodolph Austin lille. Faktisk den mindste på banen. Men han læste spillet så godt, at han kunne følge med de store drenge, som han først selv blev som 17-årig. Og mentaliteten bar ham langt. Han besluttede sig for, at det ikke skulle stoppe ham at være den mindste.

- Jeg gik hårdt ind i hver eneste tackling. Jeg ville vinde, og jeg vidste tidligt, at jeg ikke var bange for at arbejde hårdt. Det var med en alt-eller-intet-attitude, jeg spillede. Det gør jeg stadig. Også til træning. Fornemmelsen af at vinde, specielt de tætte kampe, de svære kampe som mod FC København … Mand, der er intet bedre end at gå sejrrigt fra banen efter en sådan kamp. Og den kulisse der var, da vi vandt 1-0 over FC København… Det var helt ubeskriveligt. Det var en imponerende stemning, hele stadion gyngede, og det gjorde bare fornemmelsen endnu bedre. Det var intenst.

Der er vægt bag ordene. Det bliver ikke sagt, fordi han ved, at fansene gerne vil høre det. Det bliver sagt med tydelige streger under. Nok har han kun været her i et halvt års tid, men Brøndby er allerede kravlet helt ind under huden på ham.

- Min landstræner kendte klubben og fortalte kun gode ting om den. Jeg begyndte at undersøge lidt om klubben selv, og jeg blev overbevist om, at det ville være det rigtige valg.

- Det er et valg, som jeg ikke har fortrudt en eneste gang.