
Juelsgård: Positivt med endnu et clean sheet
20.03.2016 21:00
Aftenens kamp mod Esbjerg endte uden mål, og det betyder, at Brøndby IF er placeret på en fjerdeplads inden landskampspausen. Jesper Juelsgård og resten af Brøndby-forsvaret fik dermed endnu et clean sheet, hvilket Juelsgård var glad for.
- Vi ville selvfølgelig gerne være gået på landsholdspause med tre point, og det er skuffende for os alle, at det ikke lykkedes. Det positive er, at vi fik endnu et clean sheet, men der er da bestemt nogle ting, vi skal arbejde med. Vi manglede lige det sidste i det offensive, hvor vi kom frem til en del chancer, som var tæt på - men vi manglede at putte den ind, siger Brøndby-forsvareren, der er mere tilfreds med anden halvleg end første.
- Hvis jeg starter med at kigge på min egen præstation, er jeg mere rolig på bolden i anden halvleg. Som hold turde vi mere i anden halvleg, og vi fik spillet nogle vigtige bolde langs jorden, som kom igennem deres kæder, hvilket gjorde, at vi blev farligere. Vi spillede også nogle lange bolde, men vi var bedre til at spille varieret, og det gjorde, at vi fik lagt pres på dem. I den forbindelse var det vigtigt at vinde andenboldene, så vi kunne fortsætte trykket på dem, siger Juelsgård til brondby.com.
Næste opgave for de blågule er den 3. april på udebane mod FC Midtjylland i Alka Superligaen.
Se alle kampfakta fra aftenens 0-0-opgør mod Esbjerg ved at trykke her.