
Landsholdet vil bruge Brøndby-analytiker
09.03.2016 14:15
Brøndby IF's chefanalytiker, Mounir Akhiat, er en dygtig mand. Det ved alle i Brøndby IF's sportslige afdeling, hvor han nyder stor respekt for sin professionelle tilgang til sit arbejde. Nu har Danmarks nye landstræner, Åge Hareide, også fået øjnene op for den dygtige fodboldanalytiker.
Hareide og DBU har derfor ønsket at tilknytte Mounir det nye setup omkring det danske landshold, for at få de bedst mulige forberedelser frem mod kommende modstandere for landsholdet.
- Jeg er meget beæret over, at Åge Hareide og DBU har haft tillid til, at jeg kan bidrage til landsholdets opgaver, siger Mounir Akhiat og løfter lidt af sløret for det, han skal lave sammen med trænerstaben omkring landsholdet:
- Jeg skal analysere træningerne ud fra videomateriale og på den måde understøtte trænernes arbejde. En af mine største opgaver bliver at visualisere det, som landstræneren gerne vil have spillerne til at lære omkring spillestilen. Det kan blandt andet være via animationer og på den måde være med til at bygge kampoplæg op mod en kommende modstander.
Sportsdirektør Troels Bech er glad på Mournirs vegne og kalder det en stor dag for analytikeren.
- Det er et stort skulderklap til Mounir og det arbejde, som han dagligt udfører i Brøndby IF. Vi sætter stor pris på hans kompetencer, og de kompetencer deler vi som klub med glæde og stolthed med det danske landshold.
Opgaverne omkring landsholdet bliver på konsulentbasis. Mounir Akhiat fortsætter derfor sit daglige virke i Brøndby IF.
Husk, at du kan følge Brøndby IF på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).