Frank: Havde større forventninger til os selv

06.03.2016 19:25

Brøndby IF tabte søndag eftermiddag 3-1 til SønderjyskE i et opgør, hvor Thomas Franks tropper var foran i løbet af første halvleg, men alligevel aldrig var tæt på at tage sejren. Det var derfor en skuffet Brøndby-cheftræner, brondby.com fangede til en kommentar efter slutfløjtet.

- Vi plejer at have et godt tag på SønderjyskE, som vi har slået de fem foregående gange i Superligaen, og det er et skuffende resultat, at vi taber 3-1 og er så langt fra at hente de tre point i dag. I denne sæson har vi været det bedste hold i ligaen til at holde modstanderne fra at score på standardsituationer, og det er ekstra skuffende, at det netop er i disse situationer, SønderjyskE laver mål. Vi kendte deres kvaliteter både på dette og de andre områder, og selv om SønderjyskE har vist stor styrke i denne sæson, var vores forventninger til os selv større end det, vi rent faktisk leverede.

- Nu har vi en uge på træningsbanen, hvor der skal arbejdes benhårdt, så vi kan slå hårdt og hurtigt tilbage, og vi tror på, at vi kan gøre det på søndag mod Randers.

Se kampfakta fra kampen her.