Frank: Ingen nemme kampe

05.03.2016 12:59

Forårets første udebanekamp i Alka Superligaen for de blågule finder sted i morgen. Her skal "drengene fra Vestegnen" møde SønderjyskE, som i efteråret leverede deres hidtil bedste efterårssæson i Alka Superligaen.

Med 31 point overvintrede SønderjyskE lige foran Brøndby IF,  men cheftræner Thomas Franks tropper er dog kommet bedre ud af startblokken efter vinterpausen med to sejre over henholdsvis Hobro i Alka Superligaen og Skive IK i pokalturneringen. For SønderjyskE er det blevet til et fornuftigt 1-1-resultat på udebane mod Randers FC i forårspremieren, men måtte se sig slået ud af pokalturneringen af AGF.

Thomas Frank forventer derfor en kamp, der vil bølge frem og tilbage - og være meget lige.

- Der er ingen nemme kampe i Alka Superligaen, og alle ved, at SønderjyskE altid er et svært hold at møde. De har et velfungerende kollektiv, som har stor tro på egne evner og farlige omstillinger, men vi så også i efteråret, at SønderjyskE er begyndt at tage mere initiativ i løbet af deres kampe og dermed kan byde ind med mere som hold. Det gør dem svære at spille imod, og vi ved, at det vil blive en tæt kamp, hvor spillet kommer til at bølge frem og tilbage. Med udgangspunkt i en stærk defensiv skal vi gribe initiativet, når chancerne opstår, ligesom vi skal være ekstra skarpe på standardsituationerne, for de kan nemt blive afgørende på en råkold og vindblæst eftermiddag, lyder det fra Brøndby-cheftræneren.

Han glæder sig over, at det netop var fællesskabet, der skabte grundlaget for de to sejre mod Hobro IK og Skive IK, og han vil se mere af samme slags mod SønderjyskE.

- Som vi sagde før sæsonstart, så er fællesskabet dét, som skal løfte os i foråret, og det viste vi mod både Hobro IK og Skive IK, hvor vi arbejdede hårdt for hinanden, og det gav os fundamentet for de to sejre. Det samme fællesskab skal vi vise mod SønderjyskE, for på denne tid af året, hvor banerne og vejret stadig er vinterramt, er det fightervilje og hårdt slid, der gør plads til, at en spiller kan lave den individuelle aktion, som vinder fodboldkampen. Vi skal derfor arbejde hårdt for hinanden igennem alle 90 minutter for at få de tre point med hjem.

Hos Brøndby IF's hovedpartner, Bet25, kan du spille på morgendagens udebanekamp mod SønderjyskE. Her får du blandt andet odds 2.65, hvis Kamil Wilczek finder vej til nettet for anden Alka Superliga-kamp i træk. Kampen har kickoff kl.16:00, og den bliver vist på Canal9.