Avancement i DBU Pokalen efter 3-0-sejr i Skive

02.03.2016 21:05

Brøndby IF var her til aften taget en tur til Skive, hvor byens hold tog imod Drengene Fra Vestegnen i DBU Pokalens kvartfinale. Med spillerne havde også godt 800 trofaste Brøndby-fans taget turen, og de kunne se Brøndby IF vinde 3-0 på mål af Magnus Eriksson, Johan Elmander og Thomas Kahlenberg.

I første halvleg havde holdene svært ved at skabe de helt store chancer. Der var ellers små tegn på det fra begge mandskaber, hvor Christian “Greko” Jakobsen åbnede ballet efter blot et minut, da han fik hovedet på et indlæg. Men Brøndby IF’s nummer 25 måtte se kuglen stryge i sidenettet.

Halvlegens største chance stod aftenens værter for, da en kontra endte med et skud fra kanten af feltet. Heldigvis for gæsterne havde bolden kun bud efter træværket i Rønnows mål, og dommeren kunne dermed sende de to hold til pause med resultatet 0-0.

Husk, at du kan følge Brøndby IF på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).

Brøndby-spillerne kom stærkt ud til anden halvleg, hvor der ikke skulle gå mere end tre minutter, før bolden blev braget i kassen. En bold faldt ned i feltet, og Magnus Eriksson var først på bolden og sparkede den resolut i mål til en blågul føring. Lige så hurtigt som der blev scoret, lige så hurtigt faldt der også ro på kampen igen. 

Først med 20 minutter igen af kampen rørte Skive IK lidt på sig, da de inden for to minutter havde to chancer. Den ene krævede en verdensklasseredning af Frederik Rønnow, for at de blågule kunne holde føringen på det ene mål.

Mod slutningen af kampen forsøgte Skive IK sig med et pres, mens Brøndby IF lurede på kontramulighederne. Lige netop en kontra skulle til, da Johan Elmander fik bolden på kanten af feltet, og med et kort aftræk placerede Elmander flot bolden i det lange hjørne og gjorde det til 2-0 til Brøndby IF.

Dette mål gav Brøndby-spillerne noget selvtillid, og bare tre minutter senere slog de til igen. Frederik Holst fik en bold i dybden og skar ind i feltet, hvor han lagde bolden tilbage til Thomas Kahlenberg, som med et hårdt og præcist spark gjorde det til 3-0. Kort efter fløjtede dommeren af, og dermed kunne Brøndby IF trække sig sejrrigt ud af opgøret og sikre sig plads i DBU Pokalens semifinale.