Bliv klogere på næste modstander - Kalmar FF

05.02.2016 12:40

Modstanderen i sidste kamp i Atlantic Cup er svenske Kalmar FF fra pulje A.

Det svenske mandskab sluttede lige over nedrykningsstregen i Allsvenskan sæson 2015. Det var kulminationen på en lang sæson, hvor svenskerne havde svært ved at få bolden i nettet hos modstanderen. Kun 31 gange lykkedes det at få scoret over hele sæsonen.

Det var ikke et nyt fænomen for Kalmar FF, der den foregående sæson blot nettede 36 gange i de 30 kampe, der spilles over en sæson i den bedste svenske række, og Kalmar har haft det svært i en årrække - dog med en lille afstikker op på tredjepladsen i sæsonen 2013.

Se også: Thomas Frank efter Lokomotiv: Tilfreds med presspillet

Klubben, der blev grundlagt i 1910, har vundet det svenske mesterskab en enkelt gang. Det var i 2008 og kulminationen på en 5-årig periode, hvor holdet kæmpede med om pladserne i toppen af Allsvenskan. Der var blevet varmet op med en sejr i pokalfinalen året inden, og efter mesterskabssæsonen i 2008 blev Kalmar FF vinder af Supercuppen.

Derefter har det været svært at leve op til de gode resultater for det svenske mandskab, der med undtagelsen i 2013 har ligget i den nederste halvdel af tabellen.

Se også: Golf, grin og grimasser 

Brøndby IF har mødt Kalmar FF tidligere, blandt andet i en træningskamp i februar 2013, hvor Quincy Antipas scorede til slutresultatet 1-1. Også i den skrinlagte Royal League har Kalmar FF og Brøndby IF krydset klinger. Det var i sæsonen 2005/06, hvor Brøndby IF spillede 1-1 på udebane. Per Nielsen stod for målet. På hjemmebane sørgede Morten Rasmussen og Stefan Schmidt for en sejr på 2-0.

I 2008 stod der også en træningskamp på programmet. Den sluttede 2-0 til Kalmar FF. Første gang Brøndby IF mødte Kalmar FF var i 1985, hvor de blågule vandt 1-0 i en træningskamp.

I Atlantic Cup har Kalmar FF mødt Örebro og Jablonec - to kampe de endte med at tabe med et enkelt mål, henholdsvis 1-0 og 2-1.

Kalmar FF - Brøndby IF spilles lørdag kl. 18:00 lokal tid (kl. 19:00 dansk tid) på Estádio Bella Vista. Kampen transmitteres ikke live af danske medier, men du kan følge kampen via vores liveupdate på Twitter (@BrondbyLive).

Hos Brøndby IF's hovedpartner Bet25.dk kan du få odds 3.00 på en sejr til Brøndby IF på et handicapspil.

Husk, du kan følge træningslejren tæt på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).