Frank: Vi skal fortsætte pointstimen

21.11.2015 09:10

ALKA Superligaens 16. runde byder på et klassisk opgør, når Brøndby-truppen i morgen drager til Aarhus, hvor den sene søndagskamp står mellem AGF og Brøndby IF.

Med seks kampe i træk uden nederlag i Alka Superligaen, samt avancement i pokalturneringen, så er det et formstærkt hold fra Vestegnen, som tager til Aarhus for at jagte tre point. Og netop en sejr på Ceres Park er vigtig for cheftræner Thomas Frank.

- Nogle vil måske sige, at vi har revanche til gode, eftersom vi tabte herovre i starten af sæsonen, men for os handler det ikke om revanche, men om at fortsætte vores pointstime og slutte efterårssæsonen af med manér. Det starter i morgen og kræver 90 minutters fuld koncentration og dedikation på banen.

AGF’s offensiv har tidligere på sæsonen gjort ondt på Brøndby IF, men cheftræner Thomas Frank har en plan for kampen på Ceres Park. 

- Resultatmæssigt startede AGF sæsonen godt, men siden har de slidt lidt med det. Uanset de lidt svingende resultater, så kan ingen dog tage fra dem, at de offensivt har et godt topniveau, som kan gøre ondt på alle hold. Hvis vi giver spillere som Danny Olsen og Kim Aabech pladsen og rummet til at spille bolden hurtigt rundt, så gør vi det svært for os selv. Vi skal derfor lægge pres på boldholderen, når de har bolden og lukke ned for deres hurtige kanter.

- For os gælder det om at tage initiativet i kampen og ikke afvente AGF. Vi har i efteråret lykkedes godt med vores defensiv, samtidig med at vi har vist god tålmodighed i vores opspil og skarphed i afgørende situationer. Men selv om vi har fået 25 point i de sidste 12 kampe, og at vi har meget at være tilfredse med, så er der stadig meget, der skal forbedres. Mod AGF skal vi være bedre til at holde på bolden og være spilstyrende i længere perioder af kampen. Vi skal ligeledes være bedre til både at kunne spille hurtigt og have kvalitet i afleveringerne. Og så skal vi være bedre til at lave de rigtige løb imellem deres kæder. Gør vi det, så rejser vi hjem fra Aarhus med tre point.

Respekt for AGF-projektet

På modstanderens trænerbænk sidder en gammel Brøndby-kending, og cheftræner Thomas Frank har kun rosende ord til AGF’s cheftræner. 

- Morten Wieghorst er en af Danmarks dygtigste trænerkapaciteter. Han er en af de få trænere i Norden, som formår at bygge en fodboldkultur op med en klar filosofi om at dominere spillet på bolden. Hvis man ser på det fremragende arbejde, som det lykkedes Morten Olsen at bygge op i DBU-regi med en tydelig rød tråd i alt fra talentudviklingen til A-landsholdet - og ikke mindst i sin boldbesiddende spillestil - så er der kun en lille håndfuld af trænere i Norden, som har samme kompetencer. Her er Morten Wieghorst, Kasper Hjulmand og Kent Nielsen blandt de allerbedste.

- Derfor går vi ind til kampen med respekt for hele projektet, som AGF og Morten er i gang med at bygge op.

Hos Brøndby IF's hovedpartner, Bet25, kan du i vinterkulden varme op til kampen med masser af spilmuligheder. Her får du blandt andet odds 3.25, hvis Brøndby IF scorer i begge halvlege. 

Opgøret mod AGF har kickoff kl. 18:00 og kan ses på 3+.