Masterclass: Alle hold tilbage på græs

14.09.2015 14:15

Der har været masser af ungdomslandskampe at se til det seneste stykke tid, men i weekenden var alle holdene fra Brøndby Masterclass igen i aktion rundt omkring i landet.

U19-nederlag i Aarhus
I Aarhus var Auris U19-drenge på besøg hos AGF, der inden kampen havde raget tre point til sig i de første to opgør. Og hjemmeholdet kunne fordoble den pointhøst efter kampen mod Brøndby IF, da det blev til et 1-0-resultat. De blågule gæster har derfor stadig første sejr til gode. 

Alligevel var der tilfredshed at spore hos holdets cheftræner, Auri Skarbalius, der så positive tegn i indstillingen hos sine spillere.

- AGF starter bedst i første halvleg. Vi har det svært undervejs i duellerne og andenboldene, men efter en halv time begynder vi at komme bedre med i kampen, og i pausen justerer vi nogle ting og ender faktisk med at spille en rigtig flot anden halvleg. 

- Vi har tre friløbere og nogle skud på overliggeren, så vi mangler noget effektivitet, men vi lukker samtidig flot af og giver dem kun en stor chance på en større taktisk fejl – som så ender med at koste. Så de var mere effektive og kyniske, og det er aldrig sjovt at tabe fodboldkampe, men det var god læring for os. Indstillingen fejler ikke noget som helst, og nu er opgaven at lave flere chancer end modstanderen. 

Næste kamp for U19-talenterne foregår på eget græs den 19., og modstanderen er ligaens tophold fra FC Nordsjælland.

AGF – Brøndby IF 0-1 (0-0)

Startopstilling


Jacob Prytz

Christian Toftum - Mads Andersen - Joel Kabongo - Gregers Lauritzen

Nicklas Halse

Emil Welcher - Amir Al-Ammari

Frederik Simson - Daniel Stuckler - Tobias Noer 

Bænken: Marco Sander, Oliver Carrara, Rasmus Grosen

U17 fik et enkelt point med fra Aarhus
Traditionen tro var U17-holdet også taget til Aarhus lørdag eftermiddag, og resultatmæssigt kunne de være en anelse mere tilfredse end deres årgang over, da det blev til et uafgjort resultat på 1-1.

Masterclass-spillerne bragte sig ellers foran i første halvleg, men hjemmeholdet udlignede føringen i anden. Og resultatet afspejlede også meget godt opgørets forløb, der hele kampen igennem var meget tæt.

- AGF arbejder ud fra de samme principper som os spillestilsmæssigt, så det er to hold, der står godt til hinanden. Men det betyder også, at det bliver lidt en taktisk udfordring, hvor det bølger meget frem og tilbage. Begge hold ville det rigtig meget, så det gik lidt ud over kvaliteten, men der var rigtig meget hjerte og intensitet i kampen, fortæller holdets cheftræner, Søren Weber Juul.

- AGF starter egentlig kampen bedst, men vi kommer godt med og bringer os også foran på (Andreas red.) Bruus, der sparker den flot ind på et frispark. Og så udligner de i anden halvleg. Begge hold taber lidt luften i slutningen af kampen, for der var virkelig knald og tempo på. 

U17-holdet har været meget plaget af de mange landsholdspauser, og de er ikke helt færdige endnu. Tirsdag og onsdag tager U16-landsholdet nemlig af sted med fire spillere, mens U17-landsholdet skal en tur til Island på fredag og ti dage frem – her er der ligeledes fire Brøndby-spillere med.

Netop på grund af det travle program er cheftræneren derfor tilfreds med indstillingen og fighten, der blev lagt for dagen.

- Vi har behov for en periode, hvor vi kan træne kontinuerligt sammen. Men når man sidder tilbage bagefter kampen, kan man kun glæde sig over, at det var en fed fodboldkamp, og det var sjovt at være en del af. Vi mangler lidt i afslutningerne og afleveringerne, men det hænger nok også sammen med, at mange af spillerne har brug for lidt ro i hovedet og skal lære at spille sammen. Der har været rigtig meget at se til for tiden.

Næste opgave for Brøndby-talenterne er først den 3. oktober – her skal Juuls drenge en tur til Randers.

AGF – Brøndby IF 1-1 (0-1)
0-1 Andreas Bruus
1-1

Startopstilling


Casper Hauervig

Christian Johansen – Christian Enemark – Anton Hendriksen – Frederik Tønsberg

Nikolaj Frandsen

Jonas ”Mini” Madsen – Karl Dines Appelt

Andreas Bruus - August Vitus Frandsen – Oliver Falkengaard

Bænken: Younes Bakiz, Mads Eslund og Bertram Gjelfort

Nulløsning for U15
Et af de hold, der havde fornøjelsen af at spille hjemme i Brøndby, var Frank Hjortebjergs U15-mandskab. Her kom ligaens tophold fra Lyngby forbi, og kampen endte uden mål til nogen af holdene – og så foreskriver reglerne jo gerne, at der bliver uddelt et point til hver.

Det uafgjorte resultat bringer Brøndby IF op på fem point i de første fire kampe. Og selvom holdets træner var glad for drengenes indsats, ærgrede han sig over, at pointkontoen ikke blev forkælet med yderligere to point.

- Det var en fed kamp mellem to hold, der gerne ville spille, og to hold, som udfordrede hinanden. Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke vinder, for det synes jeg godt, at vi kunne have gjort. Vi har chancerne og afslutningerne til at få lavet et mål eller to, så det er ærgerligt ikke at vinde, men jeg er tilfreds med indsatsen – både i kampen, men også i forhold til arbejdsindsatsen i træningsugen op til, fortalte cheftræner Frank Hjortebjerg.

- Vi havde forberedt os lidt ekstra på Lyngby, fordi de gør tingene lidt anderledes i forhold til deres pres og opbygning. Og det klarede drengene rigtig flot, og det var tydeligt at se, at de tog det taktiske oplæg med ind på banen. Vi kunne ikke have skrevet manuskriptet til kampen bedre på forhånd – ud over at vi ikke fik prikket et mål ind, selvfølgelig. Og det er også vores eneste kritikpunkt her efter kampen. Vi skal være skarpere på den sidste tredjedel, og vi skal også skabe mere gennem midten frem for at komme igennem på kanten primært. 

Om seks dage gælder næste udfordring for U15-talenterne, der skal en tur til Køge, hvor ligaens nummer fem venter.

Brøndby IF – Lyngby BK 0-0

Startopstilling


Simon Rossil

Frederik Nørrestrand – Mikkel Eslund – Oliver Høgsberg - Marco Bramstorp

Morten Frendrup – Andreas Pyndt

Albert Jakobsen

Victor Sørensen – Kristoffer Sørensen – Roni Arabaci

Bænken: Jagvir Sindu, Christian Hansen og Mathias Ydell.

Fire mål i U14-opgør
U14-talenterne var taget en tur til Køge, hvor topholdet HB Køge ventede. Og til trods for at være kommet bagud med 2-0 i starten af kampen, fik de blågule kæmpet sig tilbage i opgøret, der endte med to mål til hvert af holdene. 

Og selvom de ikke kunne glæde sig over en sejr på vej hjem til Brøndby, glædede holdets assistenttræner, Christian Sørensen, over det flotte comeback efter at have været bagude.

- Selvom vi ikke fik taget de tre point med hjem til Brøndby, så er vi rigtig tilfredse med spillet. 

- Det er klart, at når vi kommer bagud 2-0 efter 10 minutter, så er der kun en vej - og det er frem. Og det viser vi med al tydelighed også. Vi fik afsluttet 17 gange på deres mål, mens HB Køge blot havde fem afslutninger mod vores. Vi fik presset dem i bund i det meste af kampen, og havde vi kendt vores besøgelsestid bedre, så havde vi også taget de tre point med hjem til Brøndby.

Næste gang U14 holdet skal i aktion er allerede i morgen, hvor Viby Fodbold venter på udebane i pokalturneringen, mens det i ligaen gælder Næstved hjemme på lørdag klokken 13:00.

HB Køge - Brøndby IF 2-2 (2-1)
1-0
2-0
2-1 Giran Pyne-Cole
2-2 Oscar Salling

Startopstilling


Tobias Juul

Matin Saleh - Oscar Salling - Calle Holluf - Nicolaj Pedersen

Mads Holten

Lasse Mouritsen - Laurids Andersen

Alexander Petræus - Giran Pyne-Cole - Mathias Kvistgaarden

Bænken: Frederik Valdbjørn, Aske Jensen og Benjamin Juel-Bang

Kæmpesejr til U13
Mens det skortede lidt på pointhøsten hos de ældre årgange, slog U13-talenterne tingene eftertrykkeligt fast, da de hjemme i Brøndby tog imod Herfølge BK. Her blev det – og hold nu fast – til en sejr på 17-2 til hjemmeholdet, og Masterclass-talenterne sætter sig derfor tungt på førstepladsen i rækken.

Og den store sejr vakte naturligvis også glæde på trænerbænken.

- Resultatet giver jo egentlig et meget godt billede af kampen, og det var reelt spil til et mål. Drengene pressede fra første til sidste fløjt, og det er også derfor, at målscoren bliver så høj, som den gør. De er rigtig sultne, og de stiller sig ikke bare ned og er tilfredse med en føring. Det er dejligt at se, fortæller cheftræner Morten Corlin.

Brøndby IF – Herfølge BK 17-2 (10-1)
1-0 Marinus Løvgren
2-0 Rasmus Højlund
3-0 Rasmus Højlund
3-1 
4-1 Youcef Mokdad
5-1 Youcef Mokdad
6-1 Magnus Ravn
7-1 Anton Barlach
8-1 Anton Barlach
9-1 Youcef Mokdad
10-1 Oliver Lippert
11-1 Oliver Lippert
12-1 Rasmus Højlund 
13-1 Youcef Mokdad
13-2
14-2 Selvmål
15-2 Zakariah Gaarouj
16-2 Youcef Mokdad
17-2 Oliver Lippert

Startopstilling


Frederik Knak

Marinus Løvgren Larsen – Filip Hofman Andersen

Sebastian Brodersen – Rasmus Højlund – Anton Barlach – Magnus Ravn

Youcef Mokdad

Bænken: Zakariah Gaarouj, Oliver Lippert og Victor Vasquez