Bech: En spids stærkere end sidste år

01.09.2015 15:21

Transfervinduet er smækket i for denne gang, og dermed trækker det ikke længere på kontoret hos sportsdirektøren. Men de vinde, der er blæst gennem kontoret på Brøndby Stadion, er Troels Bech fuldt ud tilfreds med.

- Vi har fået syv spillere ind, hvor flere af dem er gået direkte i startopstillingen, heriblandt to angribere med topscorer-potentiale i Teemu Pukki og Ronnie Schwartz. Med Frederik Rønnow handlede vi rettidigt, så vi var klar i forhold til en eventuel handel med Lukas (Hradecky, red.), og det samme var vi med Jesper Juelsgaard, hvis Riza (Durmisi, red.) var røget af sted. Nu blev han ikke solgt, så derfor er der mere spilletid til Da Silva i Randers, siger Troels Bech og tilføjer:

- Og vi kommer ud med et overskud på transfers. Det er en del af klubbens økonomiske plan - og økonomisk ansvarlighed er et centralt punkt i Vision 2017 - så jeg er fuldt ud tilfreds med, hvordan transfervinduet er forløbet.

Presset fra fansene og pressen er stort i en klub som Brøndby, hvor der bliver forlangt forstærkninger, hver gang det er muligt, men Troels Bech understreger, at man ikke kan købe sig ud af problemer som for eksempel en dårlig sæsonstart.

- I en klub som vores og med vores ambitioner, er der altid nogen, der håber, at vi kan hive en Messi eller noget andet i den kaliber ind af døren, men det har vi ikke haft mulighed for.

- Jeg forstår også, at man kan ønske sig en forstærkning i alle kæder, men nye spillere bruger som regel tre til seks måneder på at blive spillet ind, så vi havde ikke kunnet købe os ud af den dårlige sæsonstart. Eksempelvis Magnus Eriksson skal bruge lidt tid, men han har vist 30 kilometer øst herfra (i Malmø FF, red.), at han er en effektiv spiller på det her niveau.

- Vi har kun afgivet Hasani og Hradecky fra vores start-11 sidste år, hvor der er kommet flere nye og trådt ind i den. Derfor er jeg tryg ved, at den kan nå vores målsætning. Vi opnåede et enormt stærkt resultat sidste sæson, og jeg mener, at vores trup er en spids stærkere end sidste år.