Rezan Corlu korsbåndsskadet

17.08.2015 13:35

I mandags spillede Brøndby IF reserveholds-Derby mod FC København, og på trods af 2-0-sejren til de blågule var der malurt i bægeret. 

Således måtte offensivtalentet Rezan Corlu lade sig udskifte få minutter efter pausen med en knæskade efter et sammenstød med en modstander.

Undersøgelser har siden vist, at det forreste korsbånd i Corlus ene knæ desværre er revet over. Derfor venter der nu en lang genoptræningsperiode for det 18-årige talent.

Brøndby IF's sundhedssektor forventer, at Rezan Corlu vil være på skadeslisten resten af den indeværende sæson.

Cheftræner Thomas Frank siger:

- Jeg er utrolig ked af det på Rezans vegne. Han har lige fået debut og scoret i Europa League. Han har set bedre og bedre ud til træning, og så sker det her. Det er dybt uheldigt, og jeg føler virkelig med ham.

- Omvendt er Rezan stadig meget ung og topseriøs omkring sin træning, så når den værste skuffelse har lagt sig, skal han nok komme hurtigt tilbage. Og vi vil selvfølgelig støtte ham på bedste vis undervejs.

Rezan Corlu debuterede for Brøndby IF den 2. juli i år i Europa League-kvalifikationskampen mod AC Juvenes/Dogana. I samme kamp scorede Colu sit første mål for de blågule på et fremragende langskud.