Masterclass-optakt: U17 skal forsvare guldet

13.08.2015 16:00

På lørdag sparkes sæsonen i gang for Brøndby IF's U17-hold, der skal følge op på en fornem sidste sæson, hvor både pokalturneringen og ligaen endte med guld til de talentfulde Masterclass-drenge. I år er flere af spillerne fra sidste sæson rykket op i U19-truppen, mens der samtidig er kommet 14 nye ansigter fra U15-mandskabet.

Det er derfor i høj grad en ny sæson, Masterclass-talenterne tager hul på, og den indledes med en udebanetur til Silkeborg, som sluttede på en femteplads sidste år.

Inden den kamp bad vi cheftræner Søren Weber Juul om en pejling af, hvad vi kan forvente af hans talentfulde U17-spillere.

Vores mål for sæsonen er...

Vi skal være et af de mest dominerende hold i ligaen. Vi vil gerne dominere fodboldkampene ved at have bolden, komme til mange chancer og stå godt på banen, så når vi ikke har bolden, er vi stadig i kontrol. Det lærte vi sidste år, og da vi først fik fundamentet på plads i ligaen, endte vi også med at vinde mesterskabet. Og især i år hvor ligaen kommer til at blive rigtig tæt, skal vi have vores fundament helt på plads, og det skal vi selvfølgelig arbejde pivhårdt på. For selvom vi ved, hvor vi vil hen, er det ikke på plads endnu, og det kommer til at kræve hårdt arbejde fra alle drengene. 

Men jeg tror også, at det bliver en årgang, der kommer til at lave rigtig mange mål. Vi har typerne til det, og det håber jeg, vi får at se.

Jeg forventer, at...

Årets U17-liga bliver ekstremt tæt. Blot ved at kigge på de hold, vi har her på Sjælland som HB Køge, FC Nordsjælland, Lyngby og FCK – det er sgu gode hold. Og så er der jo også en masse gode på den anden side af Storebælt. Så det bliver en rigtig tæt liga, og der kommer ingen lette kampe overhovedet.

I år skal vi have særlig fokus på...

Sidste år lagde vi ud med at få tre point i de første fire kampe. Det var, fordi vi stolede for meget på os selv og ikke var gode nok som hold. Så det er en lærestreg, jeg håber, mange af drengene fra dengang har lært noget af, så vi ikke kommer til at gentage det. 

Det bliver også første gang for førsteårs-spillerne, at de skal kæmpe med to årgange om at komme på holdkortet frem for at være "automatisk" med. Så jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvem der tager de der spring i løbet af sæsonen. Og jeg har allerede nu en forventning om, at der kommer til at være nogle, der tager nogle rigtig store spring.

En spiller, folk skal holde ekstra øje med, er...

Nu sagde jeg jo, at vi kommer til at score mange mål, men jeg vil faktisk gerne fremhæve vores målmand, Casper Hauervig. Sidste år stod han lidt i skyggen for (Jacob red.) Pryts og (Viktor red.) Anker, som er et år ældre og er landsholdsmålmænd. Men det skal være hans år nu, og jeg glæder mig helt vildt til at se ham stå en hel sæson. Og jeg er også sikker på, at han kan tage skridtet op.

Vores største rival i år bliver...

Der er mange dygtige hold – det er vigtigt at få sagt. Men i år har vi en stor rival inde på Peter Bangs Vej, som ser rigtig stærke ud. Og så får kampene mod FC København også lidt ekstra krydderi, og det er to hold med mange landsholdsspillere. Men der er mange. Midtjylland har også et rigtig godt hold i år, så jeg må gentage mig selv og sige, at det bliver en rigtig stærk liga i år.

Men vi glæder os til at komme i gang med den!