Målfarlig kantspiller til Brøndby IF

18.06.2015 17:30

22-årige Christian "Greko" Jakobsen, der har vist stort potentiale i henholdsvis Hvidovre IF og FC Roskilde, skifter til Brøndby IF på en 4-årig kontrakt.
 
I efteråret 2014 lavede den store kantspiller 10 mål i 15 kampe for Hvidovre IF, mens det i den forgangne forårssæson blev til 7 mål i 14 kampe for FC Roskilde i 1. division. Dermed opnåede Greko på én sæson at blive topscorer i to forskellige klubber. 
 
Sportsdirektør Per Rud udtaler:
 
- Greko er en spændende kantspiller, der har demonstreret stort potentiale i det seneste år, hvor han virkelig har taget store skridt i sin udvikling og lavet mange mål fra sin position på kanten. Derfor har han også været eftertragtet af en række Superliga-klubber. Han er en atypisk type kant, idet han er fysisk stor og stærk og utrolig dygtig til at søge ind og komme i de rigtige positioner i feltet.
 
- Når vi henter en spiller fra en lavere række, er det klart, at han skal udvikle sig endnu mere for at kunne gøre sig gældende i en klub som Brøndby IF. Det er naturligt, at øget træningsmængde med mere vil kræve sin mand, og vi derfor er helt afklarede med, at der vil være en tilvænningsperiode. 
 
- Vi tror dog på Grekos uomtvistelige potentiale og på, at vi i vores træningsmiljø kan løfte ham til næste niveau. Han har forudsætningerne for at lykkes her i klubben, og det bliver spændende at følge hans videre udvikling, slutter Per Rud.
 
Fakta
 
Navn: Christian ”Greko” Jakobsen
Født: 27. marts 1993 (22 år gammel)
Højde: 189 cm
Vægt: 85 kg
Position: Kantspiller
Tidligere klubber: Birkerød, Hvidovre IF, FC Roskilde