Ny grønsvær på Brøndby Stadion - allerede på søndag
13.04.2015 13:10
Banen på Brøndby Stadion var som bekendt planlagt til at blive renoveret i sommeren 2015. Nu kan Brøndby IF med glæde offentliggøre, at planerne er fremrykket, og der allerede fra den kommende hjemmekamp mod Hobro IK den 19. april vil være en helt ny grønsvær på Brøndby Stadion.
- Vi har den seneste tid arbejdet fokuseret på at få en baneplan klar, som hurtigst muligt vil give spillerne og de mange tilskuere den bedst mulige bane på Brøndby Stadion. Det fortjener klubben, fansene, partnerne og de mange tusind TV-seere, der følger vores hjemmekampe, udtaler administrerende direktør Jesper Jørgensen.
Baneplanen er delt op i to etaper. Første del af renoveringen blev allerede igangsat mandag morgen. Denne etape består i at skrælle cirka 10 centimeter af den eksisterende bane og derefter lægge importeret rullegræs fra Holland på.
Samtidig er stadionafdelingen i Brøndby IF markant styrket ved ansættelsen af Chris Hague, der har stor international erfaring i banepleje og -renovering.
Sommer-renovering udskydes
Administrerende direktør Jesper Jørgensen udtaler endvidere:
- Vi har - om nogen - også selv været frustrerede over banens tilstand her i foråret. Derfor er vi meget tilfredse med, at vi med de seneste baneanalyser og det styrkede setup med Chris Hague allerede til den kommende hjemmekamp kan præsentere en græsbane på Brøndby Stadion af en kvalitet, som vores fans, partnere og spillere fortjener.
- Vi arbejder nu med planlægning af den store renovering af banen i oktober måned, hvor vi vil søge DBU om at få to udekampe i forbindelse med landskampspausen. Det giver os en bedre mulighed for at totalrenovere banen i oktober, end det er tilfældet i juni og juli måned, hvor der forhåbentlig også spilles europæiske kampe på Brøndby Stadion. Men vigtigst af alt glæder vi os over, at vi allerede nu på søndag kan præsentere en rigtig god fodboldbane her på Brøndby Stadion til kampen mod Hobro IK.
Hvis du vil opleve den første kamp på det nye græstæppe, kan du sikre dig billetter til opgøret mod Hobro IK her.
Hovedpartner Bet25 giver odds 1.65 på en sejr til hjemmeholdet på det nye græstæppe, og du får odds 2.00, hvis Lukas Hradecky for femte gang i træk holder buret rent.