Frank vil se initiativ og tempo mod FCV

18.10.2014 11:12

Tempo. Initiativ. Lyst og evne til at dominere kampen. Det udtryk skal Brøndby-mandskabet have, når de på søndag kl. 17:00 tager kampen op mod FC Vestsjælland hjemme på Brøndby Stadion.

- Der er ingen tvivl om at vi skal gribe initiativet på vores fantastiske hjemmebane foran vores fantastiske fans, som giver denne her helt unikke opbakning, lyder det fra cheftræneren, som tilføjer:

- Jeg synes, at der var rigtig gode takter at tage med fra kampene mod AaB og Esbjerg, så vi skal bygge videre på de to præstationer. Specielt i den offensive del er jeg tilfreds med rigtig mange ting, siger Thomas Frank og understreger, at det skal de blågule tage med ind i kampen mod FC Vestsjælland.

- Vi skal have tempo i kampen, og vi skal kunne flytte bolden hurtigt. Balancen er at skulle spille med både tempo og tålmodighed, fordi kan ikke bare sætte bolden på spil hver eneste gang, for så vil FC Vestsjælland komme i deres omstillinger. Vi ved, at de vil pakke sig lidt, så det gælder om at vende spillet, ramme mellemrummene, når muligheden opstår og stadig have hidsige løb i dybden. Derudover skal vi være rigtig dygtige til at spille fremad ved de små brydninger i spillet, når vi mister bolden og vinder den tilbage igen.

Hør disse ord og mange flere i interviewet ovenfor, hvor Thomas Frank ligeledes forholder sig til at skulle undvære Martin Ørnskov på den defensive midtbane.

Du køber din billet til Brøndby IF mod FC Vestsjælland via brondby.com/billet.