Hvor blev de af? David Williams

13.10.2014 11:14

I år kan Brøndby IF som bekendt fejre klubbens 50-års jubilæum, og mange spillere har gennem årene iklædt sig den gule trøje. Nogle har haft succes, andre har ikke, men fælles for dem er, at de alle er en del af Brøndby IF’s historie. 

I artikelserien “Hvor blev de af?” vil brondby.com sætte fokus på tidligere spillere, spørge ind til deres tid i klubben og høre, hvad der skete efter Brøndby. 

Vi skal en tur “down under”, hvor David Williams giver en update på sit liv. Her kan han blandt andet fortælle om de to store europæiske legender, han har spillet på hold med, om sin store respekt for Brøndby IF’s fanskare, og om hvordan han stadig følger klubben, så godt han nu kan. Og så er der også en åben invitation til dem, der har lyst til at drikke en øl med ham, næste gang han kommer forbi Vestegnen.

David Williams, eller Super-Dave som de fleste Brøndby-fans kender ham som, rykkede til Brøndby i sommeren 2006. Den hurtige angriber gjorde hurtigt indtryk på andetholdet, hvor han scorede 12 mål i fem kampe i de første måneder i klubben. Helt så fin en scoringrate blev det desværre aldrig til på Superligaholdet, men Williams blev alligevel en publikumsyndling med sin energiske spillestil og venlige væsen. 

I januar 2010 blev det dog til et endeligt farvel til Brøndby IF, da Super-Dave vendte hjem til Australien og North Queensland Fury. 

Navn: David Williams
Alder: 26 år
Position: Angriber
Kampe for Brøndby IF: 51

Hvad laver du i dag?
- Efter jeg forlod Brøndby, vendte jeg hjem til Australien for at spille for North Queensland Fury. Efter to sæsoner blev jeg lejet ud til Sydney FC og var med i den asiatiske Champions League.

- Herefter skiftede jeg til Melbourne City, som i øvrigt har de samme ejere som Manchester City. Her har jeg spillet i tre sæsoner og er på kontrakt to år endnu.   

Hvad var din største oplevelse i Brøndby?
- Den bedste oplevelse i Brøndby er 100 procent fansene. At høre Faxe-tribunen synge og støtte til alle kampe og møde dem under opvarmningen var det bedste.

- Jeg var faktisk tilbage i København sammen med min kæreste sidste år for at vise hende så meget som muligt af min tid her. Vi var inde og se derbyet mod FCK, og jeg fik gåsehud, da jeg sad og hørte fansenes sange.

Hvad har været din største fodboldoplevelse?
- Den største fodboldmæssige oplevelse i min karriere var, da jeg spillede med Brøndby mod Chelsea. Det var det første storhold, jeg prøvede at spille imod, og det var en sjov oplevelse. 

- Jeg har også spillet for landsholdet i min hjemby foran min familie, hvilket selvfølgelig også var et stort øjeblik. 

Hvem er den bedste medspiller, du har haft?
- Den største spiller, jeg nogensinde har spillet med, må være Robbie Fowler, som jeg spillede sammen med i North Queensland Fury. Selv om han var oppe i årene, var han stadig en fantastisk fodboldspiller, og en spiller jeg lærte en masse fra.

- Jeg fik også chancen for at være på samme hold som Alessandro Del Piero. Det var i en All Stars-kamp mod Juventus i august i år, men jeg nåede desværre ikke at spille med ham, for da jeg kom på banen, var det ham, der blev skiftet ud. Vi endte i øvrigt med at tabe kampen 3-2.

Når du tænker tilbage på din tid i Brøndby, hvordan vil du så beskrive den?
- Jamen, jeg savner Brøndby rigtig meget. Jeg tænker på klubben hver eneste uge og tjekker resultater og highlights på YouTube. Jeg havde en god tid, og jeg savner hele professionalismen omkring klubben. Alle omkring den tilbød alt, hvad de kunne, til spillerne, og det sætter jeg pris på.

Er der nogen, du vil sende en særlig hilsen til i Brøndby?
- Ja! Jeg vil gerne sende en hilsen til Leif, holdlederen i klubben. Og også en hilsen til Tom Køhlert. De er nogle fantastiske personer. 

- Jeg håber at komme tilbage på besøg snart, og så er jeg klar på at tage en øl på Café 1964 med alle, der har lyst.

- Held og lykke i resten af sæsonen. Tak!

Læser du denne artikel på det fulde website, kan du se et galleri med billeder af David Williams i Brøndby-tiden lige nedenfor.