Hvor blev de af? Jean Philippe Peguero

23.09.2014 12:28

I år kan Brøndby IF som bekendt fejre klubbens 50-års jubilæum, og mange spillere har gennem årene iklædt sig den gule trøje. Nogle har haft succes, andre har ikke, men fælles for dem er, at de alle er en del af Brøndby IF’s historie. 

I artikelserien “Hvor blev de af?” sætter brondby.com fokus på tidligere Brøndby-spillere, spørger ind til deres tid i klubben og hører, hvad der er sket efter Brøndby. 

Denne gang krydser vi Atlanten og giver ordet til Jean Philippe Peguero, der trods få kampe for Brøndby IF gjorde et stort indtryk på Vestegnen. I denne udgave af “Hvor blev de af?” fortæller han blandt andet om, hvordan Danmark føltes som hjemme, om sit store engagement i projekter uden for banen og om hvilke store legender, han har spillet sammen med i løbet af sin karriere. 

Peguero kom til klubben i 2006, men fik som bekendt ikke mange kampe i den gule trøje, da han blev alvorligt skadet i samme moment, som han scorede i 3-0-sejren over Viborg FF. Genoptræningen gik ikke som håbet, og efter et mislykket lejeophold hos San Jose Earthquakes i USA i 2008 måtte han syv måneder senere indstille en ellers lovende karriere. 

Heldigvis for Peguero varede fodboldpensionen kun et par sæsoner, for den sympatiske haitianer vendte i 2011 tilbage til fodboldens verden, da han skrev kontrakt med Fort Lauderdale Strikers, der ligger i den amerikanske 1. division. Samtidig fik han også comeback for landsholdet, hvilket blandt andet sikrede ham en helterolle i venskabskampen mod Italien i juni 2013, hvor han udlignede til slutresultatet 2-2 i de døende sekunder.

Navn: Jean Philippe Peguero
Alder: 32 år
Position: Angriber
Kampe for Brøndby IF: 4

Hvad laver du i dag?
- Jeg holder mig selv i gang med en masse ting. Jeg har lige startet et fodboldakademi her på Haiti, hvilket jeg er meget glad for. Derudover er jeg blevet ambassadør for USAID’s EVIH-T-projekt, som er et projekt, der skal mindske smitten af HIV.

- Men jeg spiller også stadig fodbold. Jeg spiller for Don Bosco FC her på Haiti og spiller også med på landsholdet. 

Hvad var din største oplevelse i Brøndby-trøjen?
- Den største oplevelse i Brøndby var at spille foran de tusindvis af fans på Brøndby Stadion. Det var utroligt. De heppede på os, fra før vi overhovedet kom ud til opvarmning, og helt indtil kampen sluttede. Det var fantastisk at opleve, og det, at de lavede deres egen sang kun til mig, er en af de bedste oplevelser nogensinde. 

Hvad har været din største fodboldoplevelse?
- Den største oplevelse uden for Brøndby må have været at spille for mit landshold. Det er enhver atlets drøm at repræsentere sit land, og jeg gav Haiti noget, som de altid vil huske, da jeg udlignede til 2-2 mod Italien. 

Hvem er den bedste medspiller, du har haft?
- Der var så mange gode spillere i Brøndby, da jeg var der, at det er svært at nævne en enkelt. Jeg vil hellere pege på holdet som en helhed, for sammen var vi stærkest.

- Uden for Brøndby har jeg spillet sammen med flere store spillere. George Weah, som engang spillede for AC Milan og Youri Djorkaeff, som jo vandt VM med Frankrig i 1998. Så har jeg også spillet sammen med Johnny Placide, der står på mål for vores landshold, og som for et par uger siden snuppede et straffespark fra Zlatan Ibrahimovic i den franske Ligue 1.

- Det er måske dem, der står ud fra flokken, men jeg har spillet sammen med mange andre gode spillere igennem årene. 

Hvem er den bedste modstander, du har haft?
- Ud over Italien, som vi spillede 2-2 mod, så må det næsten være Bayern München og Spaniens landshold. Alle tre er fantastiske hold, og det var en sjov oplevelse at spille imod dem. 

Når du tænker tilbage på din tid i Brøndby, hvordan vil du så beskrive den?
- Min tid i Brøndby var uforglemmelig. Jeg nød hvert et sekund i klubben, og det var ligesom en drøm, der gik i opfyldelse. Det føltes helt som at være hjemme, fordi alle viste mig kærlighed, og vigtigst af alt blev der udvist en masse respekt for mig. Det er noget, jeg altid vil sætte pris på.

Er der nogen, du vil sende en særlig hilsen til i Brøndby?
- Ja, der er flere! Jeg vil gerne sende en speciel hilsen til mine tidligere holdkammerater og til hele teamet omkring Brøndby. Derudover vil jeg gerne hilse alle Brøndbys fans. Jeg har meget kærlighed til jer alle. Jeg vil egentlig gerne sende en hilsen til hele Danmark, for jeg havde en dejlig tid der. “Tak, tak”.

Læser du denne artikel på det fulde website, kan du se et galleri med billeder af Peguero i Brøndby-tiden lige nedenfor.