Hvor blev de af? Ruben Bagger

I 2014 kan Brøndby IF som bekendt fejre klubbens 50 års jubilæum, og mange spillere har gennem årene iklædt sig den gule trøje. Nogle har haft stor succes, andre mindre succes, men fælles for dem alle er, at de er en del af Brøndby IF’s historie. 

I artikelserien “Hvor blev de af?” sætter brondby.com fokus på tidligere spillere i klubben, spørger ind til deres tid på Vestegnen og hører, hvad der er sket efter Brøndby.

I denne udgave fortæller Ruben Bagger om sin tid i klubben, og hvad der skete, da støvlerne blev stillet på hylden. Han kan blandt andet fortælle om det stærke sammenhold i truppen og om hans venskab med Kim Daugaard. Og så var der også historien om, hvordan han satte en aggressiv irer på plads i Shelbourne. 

Der er næppe mange Brøndby-fans, der ikke kender Ruben Bagger og hans betydning for Brøndby IF. Bagger blev hentet til klubben i 1993 fra Roskilde Boldklub, og siden da blev det til hele 338 førsteholdskampe for Brøndby IF, hvilket placerer ham på en flot 9. plads over Brøndby-spillere med flest førsteholdskampe gennem tiden. Bagger var kendt for sin store råstyrke, et knaldhårdt spark, og så var han en spiller, der aldrig gav op, hvilket gjorde ham til publikumsyndling på Vestegnen. 

Navn: Ruben Bagger

Alder: 42 år

Position: Angriber

Kampe for Brøndby IF: 338

Hvad laver du i dag?

- Jeg monterer mobilmaster og -antenner, så folk har god dækning på deres telefoner rundt omkring i landet. Jeg arbejder for Eltel, som er underleverandør til flere af de store teleselskaber, og her har jeg været i sammenlagt fem år.  

- Jeg får også spillet noget hyggebold i FC Lejre. Jeg spillede jo lidt oldboys i Brøndby, men jeg er den type, der godt kan spille fodbold bare for at nyde det og have sjovt. Jeg har jo nogle gamle kollegaer, der vil vinde for enhver pris, men jeg vil gerne komme helskindet hjem og kunne komme på arbejde dagen efter. 

- Så når man har det sådan, så er det en lang tur at tage til Brøndby for at spille fodbold, og derfor er jeg tilfreds med at spille her i Osted-Lejre.   

Hvad var din største oplevelse i Brøndby-trøjen?

- Der var mange skønne oplevelser i min tid i Brøndby. Men hvis jeg skal vælge én begivenhed, så var det nok, da vi blev mestre i 1996. Det var nok det største. Det var jo efter en hård tid for klubben, men nu var vi på toppen igen, og vi havde fået skabt et ungt og stærkt hold. Jeg kendte mange af dem fra 2. holdet - Daugaard, Per Nielsen, Colding, Sand-brødrene og så videre. Det var et godt hold. 

- Men de pokalfinaler, jeg deltog i, var jo også store øjeblikke. Det var knald-eller-fald-kampe, og de er altid sjove at være med i. Så havde vi jo også nogle store kampe i Europa, blandt andet udekampen mod Karlsruhe, som vi vandt 5-0, hvilket man selvfølgelig også tænker tilbage på med glæde. 

-Der har generelt været rigtigt mange gode oplevelser, men mit første mesterskab med klubben må nu alligevel være den største. 

Hvem er den bedste medspiller, du har haft?

- Det er svært at fremhæve én spiller. Nogle er gode til en ting, mens andre er gode til noget andet. Man kan jo ikke spille fodbold uden en målmand eller en angriber, så det er svært at pege på en enkel.

- Men skal jeg pege på én, så kunne det godt være Kim Daugaard. Han var en god spiller, der var stærk på bolden og samtidig rigtig klog. Han vidste altid, hvor bolden skulle hen, for at det gjorde ondt på modstanderen. Vi har også den samme tilgang til fodbold og er gode venner uden for banen, så han var den, jeg kom bedst overens med.

- Derudover var Ebbe Sand til sidst også rigtig god. Han lavede et hav af mål. Peter Møller var også stærk, og de røg jo begge til udlandet efter at have spillet i Brøndby. 

Hvem er den bedste modstander, du har haft?

- Det var ikke sjovt at spille mod Manchester United. Alle spillere var bedre, hurtigere og stærkere end os, og så hang hele holdet bare bedre sammen. Det var et af de hold, hvor man inden kampen tænkte, at det skulle gøre så lidt ondt som muligt.

- De havde jo verdensklassespillere på alle pladser. Beckham, Scholes, Keane, Schmeichel. Der kunne man virkelig se forskellen på Superligaen og Premier League. Alt gik væsentligt hurtigere.

- Jeg tror, vi mødte dem tre gange i 1998 - to gange i Champions League og en gang i en træningskamp. De lavede vist 17-18 mål på os i de tre kampe, så man kan roligt sige, at det var et hold, vi havde problemer med. 

Hvem er den værste medspiller, du har haft?

- Der var ikke som sådan nogle spillere, jeg frygtede. Jeg var selv en spiller, der gik ind i tacklingerne og gik til makronerne, så jeg accepterede også, hvis andre gik til den. Men der er da en spiller, der stikker ud. Det var i en Europa Cup-kamp mod Shelbourne. 

- De havde en angriber, der skulle dække mig op på hjørne. Han blev ved med at slå mig i siden og i nyrerne, så jeg blev slået 3-4 gange ved hvert hjørne. Jeg sagde selvfølgelig til ham, at han skulle stoppe og opføre sig som en voksen, men han blev ved. Dommeren, der vist nok var fra Israel, var ikke ligefrem nogen topdommer, så han så ingenting. Det er jo det her med, at alle nationaliteter skal være repræsenteret, så man fik ikke altid de bedste dommere.

- Men på et tidspunkt i kampen havde vi et indadskruet frispark, så vi kom alle sammen stormende ind i feltet. Jeg tænkte, at nu skulle han have igen. Dét fik han så, og han slog sig nok en smule. Men så stoppede han også og opførte sig ordentligt i resten af kampen. 

Når du tænker tilbage på din tid i Brøndby, hvordan vil du så beskrive den?

- Jeg har haft en skøn tid i klubben. Jeg havde nogle skide gode holdkammerater, og jeg har egentlig altid haft det rigtigt godt derude. Så spillede jeg jo også i klubben i en fantastisk tid, så det er nogle gode minder, jeg har fra min Brøndby-tid.

Er der nogen du vil sende en særlig hilsen til i Brøndby?

- Jeg kender jo ikke så mange omkring holdet efterhånden. Jeg kan huske, at da jeg stoppede i udgangen af 2007, da kunne jeg kigge på holdbilledet fra vores pokalsejr i 2005, og dér var der allerede ikke mange tilbage fra det hold. 

- Men du må da hilse alle de gamle, der er blevet hentet hjem. Agger, Kahlenberg og Elmander kender jeg jo, så de skal have en hilsen. De er alle tre nogle fornuftige og sympatiske mennesker, og det betyder meget i fodboldens verden. Så dem er jeg glad for at se tilbage i Brøndby.