24. JULI 2014 kl. 10:32
Kristian Andersen udlejes til HB Køge
Brøndby IF’s 19-årige midtbanespiller Kristian Andersen udlejes frem til 30. juni 2015 til HB Køge, hvor hans kontrakt med Brøndby IF udløber.

Kristian Andersen, der primært gør sig på den offensive midtbane, havde ikke udsigt til spilletid på Brøndby IF’s Superligahold, og derfor giver udlejningen god mening for alle parter, lyder det fra sportsdirektør Per Rud:

- Kristian Andersen er en rigtig dygtig fodboldspiller med et fint potentiale, men han har brug for at spille kampe på højt niveau for at videreudvikle sig. Det ville være vanskeligt at opnå her hos os, og derfor er vi glade for, at HB Køge lige som os kan se potentialet i Kristian. Udlejningen giver rigtig god mening for alle parter.

- Der har været mange klubber efter Kristian i dette vindue, men Kristian har ønsket at komme til HB Køge, og det har vi respekteret. Kristian Andersen har været her i klubben i mange år og har altid været utrolig vellidt. Derfor er vi også sikre på, at han nok skal falde til og blive en succes i HB Køge, både menneskeligt og sportsligt.

Kristian Andersen har spillet fem officielle kampe for Brøndby IF.