30. APRIL 2014 kl. 15:15
Hvor blev de af? Allan Ravn
I år kan Brøndby IF som bekendt fejre klubbens 50 års jubilæum, og mange spillere har gennem årene iklædt sig den gule trøje. Nogle har haft succes, andre har ikke, men fælles for dem er, at de alle er en del af Brøndby IF’s historie. 

I artikelserien “Hvor blev de af?” vil brondby.com sætte fokus på tidligere spillere i klubben, spørge ind til deres tid i klubben og høre hvad der skete efter Brøndby. 

Denne gang har vi taget en snak med Allan Ravn om hans tid i og efter Brøndby. Midtbaneslideren spillede 235 kampe for Brøndby IF, men det er utvivlsom hjemmekampen mod Bayern München, han bliver husket bedst for.

I Brøndby IF’s første, og indtil videre eneste, optræden i Champions League i 1998, havde man i første runde besøg af de mægtige tyskere fra München. Kampen så længe ud til at falde ud til tyskernes fordel, men et sent selvmål fra Thomas Helmer "udlignede måltavlen". Med ganske få sekunder tilbage af kampen tog Ravn et sidste ridt mod Oliver Kahns mål og sendte på smukkeste vis bolden op i krogen

Med det mål førte Brøndby IF “dødens pulje”, da Manchester United og FC Barcelona samtidig spillede uafgjort. Den stilling ændrede sig sidenhen, men det ændrer ikke målets betydning for klubbens historie og fans. 

Navn: Allan Ravn
Alder: 40 år
Position: Midtbane
Kampe for Brøndby IF: 235

Hvad laver du i dag?

- Lige siden jeg stoppede min professionelle fodboldkarriere, har jeg været involveret i flere forskellige virksomheder, der alle har haft berøringsflade med sportens verden. I dag er jeg direktør i SportyMe.dk og Sport Direct, som er en grossistvirksomhed, der handler med sportsforeninger og B2B. Her gør vi os mest i sports- og profilbeklædning. 

- Jeg har spillet en lille smule oldboys, efter jeg stoppede som professionel, men det har i gennemsnit være 2-3 kampe om året, så man kan roligt sige, at det kun har været en lille smule. Til gengæld har jeg stort set samtlige år trænet hold ved siden af. Det har både været mine egne drenge, men jeg stod på et tidspunkt også for Herfølges Danmarksserie-hold. Derefter har jeg også trænet Taastrups serie 1-hold, og nu står jeg i spidsten for Karlslunde, som også er i serie 1. Jeg nyder at komme ud på banen, men jeg har det også fint med at stå på den anden side af kridtstregen. De 20-årige drenge løber lidt for hurtigt til, at jeg kan følge med! 

Hvad var din største oplevelse i Brøndby-trøjen?

- Den oplevelse, der har givet flest ringe i vandet, er målet mod Bayern München tilbage i 1998. Jeg vil sige det sådan, at når jeg kigger tilbage her 15-16 år efter, så har det mål været med til at forme dele af mit liv. Det ville jeg ikke have været foruden. Det har åbnet nogle døre for mig i livet efter fodbolden, og jeg er aldrig stødt på nogen, der ikke har haft en positiv oplevelse med det. Der har selvfølgelig være nogle københavnere, der ikke har været så begejstrede, men der går ikke mere end 14 dage imellem, at jeg møder en eller anden, der minder mig om det. Så det sætter aftryk!

- Da jeg scorede målet, tog jeg den efterfølgende opmærksomhed som en selvfølgelighed. Genkendelsesfaktoren var jo høj, da vi spillede Champions League, og det var tit, at folk hilste på én på gaden. Men her 15-16 år efter er det tydeligt, hvor stor en effekt, det mål havde.  

- På en tæt andenplads kommer mit første mesterskab med klubben. Jeg kom ind på holdet i en kaotisk periode med både Interbank og fyringen af Morten Olsen, så klubben blødte lidt på det tidspunkt. Men vi fik bygget et slagkraftigt hold op, startede en lavine med tre mesterskaber og spille også en masse Europa Cup-kampe. Så den tid, men især det første mesterskab, var også en stor oplevelse.  

Hvad har været din største fodboldoplevelse?

- Det har måske nok været dengang, vi spillede på Anfield mod Liverpool. Det var mit Europa Cup-gennembrud, og i dag står det stadig som en meget stor oplevelse. Det var også en sjov oplevelse, for det var en anden tid dengang. På det tidspunkt var det ikke alle Liverpool-spillerne, der varmede op. De gik ud og vinkede lidt til fansene, og så gik de ind i omklædningsrummet. 

- Men det engelske publikum er jo meget specielt. De er meget eftergivende, og hvis man som udehold leverer en flot præstation og kæmper til det sidste, så respekterer de én. Vi blev da også klappet fra banen, da vi vandt 1-0, og det var en selvfølgelig en stor og meget speciel oplevelse!

Hvem er den bedste medspiller, du har haft?

- Jeg har spillet sammen med rigtig mange gode spillere. Jeg kunne blive ved i uendelighed med at remse spillere op af høj klasse. Men jeg vil hellere nævne en af de spillere, som havde en stor betydning for holdet, men som ikke trak de store overskrifter. 

- Der var eksempelvis en spiller som Jens Risager. Han havde en kæmpe aktie i arbejdskulturen i klubben. Sådan en type er jeg glad for at have spillet sammen med. Han var ikke noget teknisk vidunder, men han ville også slå igennem i dag. Han havde den helt rigtige indstilling og ville tingene så meget, at han helt klart også ville spille en rolle i dag.  

- Når man i dag snakker om, hvordan man skal vende tilbage til Brøndby-kulturen, så er det en type som ham, der er brug for. Han havde en helt speciel egenskab af at være så engageret, at det var grænsende til arrigskab. Det var vigtigt for holdets styrke. 

Hvem er den bedste modstander du har haft?

- Som klubhold var det Manchester United. Vores kamp på Old Trafford står som det største professionelle mareridt i mit liv. Vi var bagud 4-0 efter cirka en halv time, og jeg tror ikke, jeg havde rørt bolden på det tidspunkt. Det var en ydmygelse af dimensioner.

- Det værste var, at vi ud over de to møder i Champions League også mødte dem i en træningskamp om sommeren. Sammenlagt tabte vi 17-3 eller sådan noget. Det kan man måske tillade sig som U10-spiller, men ikke som professionel. Vi fik penge for at spille fodbold, så det var simpelthen ikke godt nok. Det var en svær én at sluge dengang!

- Jeg har spillet over for mange store spillere, blandt andet Roy Keane og Paul Scholes, som var mine direkte modstandere i Manchester-kampene og med Yorke (Dwight Yorke, red) og Cole (Andy Cole, red.) liggende lige bag mig. 

- De var alle sammen fantastiske spillere, men den spiller, jeg husker som mest vanskelig at spille overfor, det må være Marco Di Vaio. Det kan være, at jeg havde en ekstremt dårlig dag, og at han samtidig havde en fantastisk én, men der var i hvert fald en larmende forskel. Han var umulig at få bolden fra. Jeg har spillet over for Keane, Scholes, Beckham og Guardiola, men den kamp mod Di Vaio var forfærdelig!

Hvem er den værste modstander du har haft?

- Jeg gik aldrig ind til en kamp med en fornemmelse af, at der var nogen, jeg ikke ville møde. Det passede ikke til min spillestil, som var meget ”lad os se, hvem der er stærkest”. 

- Men en spiller, der gik under radaren herhjemme, var Jan Michaelsen. Han var den klart mest beskidte spiller at spille overfor. Han kunne alle tricksene. Vi var jo flere, der gik til den dengang, men både Brian Steen, Faxe og jeg selv var drengespejdere sammenlignet med Jan. Han var dygtig til ikke at blive opdaget, og det er jo også et talent.

Når du tænker tilbage på din tid i Brøndby, hvordan vil du så beskrive den?

- Min tid i Brøndby, og i fodboldverden generelt, var en uddannelse, som jeg ikke ville være foruden. Jeg er taknemmelig for at have fået den, og det har gjort mig til den, jeg er i dag. Jeg har fået nogle værktøjer med mig, som jeg kan bruge både privat og professionelt. 

- Men det er ikke en uddannelse, hvor jeg hele vejen igennem er enig i den måde, tingene bliver gjort på. Jeg kigger tilbage på mit fodboldliv med stor glæde, men ledelsesformen har jeg aldrig brudt mig om – selv om jeg naturligvis respekterede den. 

- Man kan dele min karriere op i to dele. Der var mine ungdomsår, hvor jeg var utrolig heldig først at have John Ranum og siden Tom Køhlert som trænere. Ungdomsårene var mere uddannelsesmæssig, mens seniordelen var ”nu er vi på arbejde” – hvilket det også skulle være. Der var elementer af frygt i den ledelsesform, der blev lagt for dagen, og det var måske ikke særlig sympatisk, men det er noget, jeg har lært af.  

- Det er en ledelsesstil, jeg aldrig ville bruge i mine virksomheder, men hvis det var en fodboldklub, jeg skulle drive, så ville jeg have elementer af det med. I elitesport skal der indimellem være en form for diktatorisk ledelsesform, så det har sin berettigelse, men jeg mener også, at man kan gradbøje den.  

- Så overordnet set kigger jeg tilbage på min tid i Brøndby med stor glæde, men det er også med åbne øjne og med en erkendelse af, at man kunne have gjort nogle ting anerledes. 

Er der nogen du vil sende en særlig hilsen til i Brøndby?

- Jeg tror ikke, at der er enkeltpersoner, jeg vil sende en hilsen til, for så glemmer jeg helt sikkert nogle andre. 

- Størstedelen af min tid i Brøndby var en lykkelig tid, og der er nogle ting, jeg savner fra fodbolden. Noget af det, jeg savner allermest, er at møde fansene før kampen. Den fankultur, der blev bygget op, mens jeg spillede, savner jeg. Specielt når jeg ser europæiske kampe. Der var noget helt specielt over de aftener. 

- Fankulturen er unik og kan ikke bygges op andre steder. Det engagement, man møder, er noget helt særligt. Det er lidt sjovt, for jeg prøvede både at blive klappet og buhet af banen, men man var aldrig i tvivl om, at de var der igen ugen efter. Så du må hilse fansene og sige tak for mange gode tider.