Hvor blev de af? Mads Jørgensen

12.03.2014 08:45

I år kan Brøndby IF som bekendt fejre 50 års jubilæum, og mange spillere har gennem årene iklædt sig den gule trøje. Nogle har haft succes, andre har ikke, men fælles for dem er, at de alle er en del af Brøndby IF's historie.

I en ny artikelserie kaldet “Hvor blev de af?” vil brondby.com sætte fokus på tidligere spillere i klubben, spørge ind til deres tid i klubben og høre hvad der skete efter tiden Brøndby. 

Denne gang har vi taget en snak med Mads Jørgensen, der over to omgange nåede 125 kampe for Brøndby IF. Han kom til klubben fra AGF i sommeren 2001 og blev hurtigt kendt for sin energiske og tekniske spillestil. Han havde en god sparketeknik og skrev sig i 2002 ind i historiebøgerne med den legendariske scoring mod FC København - en scoring, der i den grad var med til at sikre mesterskabet. 

Efter ophold i A.C. Ancona og norske Stabæk, vendte Mads Jørgensen hjem til Brøndby i 2005. Her var han med til at vinde endnu et mesterskab, inden han i 2007 takkede endegyldigt farvel til Vestegnen.  

Navn: Mads Jørgensen
Alder: 35 år
Position: Offensiv midtbane
Kampe for Brøndby IF: 125

Hvad laver du i dag?
- Jeg arbejder for Liverpool FC som talentspejder. Eller scout, som det jo hedder. Det har jeg gjort i snart tre år, og jeg har hele Skandinavien som mit ansvarsområde - dog med fokus på Danmark, Norge og Sverige.

- Jeg dækker både ungdoms- og seniorsiden, så det er meget varierende, hvad jeg laver. Derudover er det et sæsonafhængigt arbejde, så der kan godt være dage, hvor jeg ordner nogle ting herhjemme, men andre gange er jeg ude og se både klub- og landskampe. 

- Jeg har altid været stor fan af Liverpool, så da jeg stoppede med at spille professionel fodbold, skrev jeg en mail til Liverpool og tilbød dem min assistance. Der gik så lige et par år, før jeg blev ansat, men jeg er naturligvis rigtig glad for, at det lykkedes. 

Hvad var din største oplevelse i Brøndby-trøjen?
- Det er nok det første år, jeg var i klubben. Jeg kom jo fra det mørke Jylland, så det var en stor ting at flytte herover. Og så kulminerede det hele jo med mesterskabet den sæson og med mit mål i Parken. Den sæson er svær at overgå.

- Men jeg vil så sige, at da vi vandt 5-0 over FCK i den sæson, hvor jeg kom tilbage fra Norge, det var selvfølgelig også fedt. 

Hvad har været din største fodboldoplevelse?
- Samtidig med min første sæson i Brøndby debuterede jeg for landsholdet, hvilket jo selvfølgelig også var stort. Det er noget, man husker tilbage på med stor stolthed og glæde.

Hvem er den bedste medspiller, du har haft?
- Holdet fra 2004/05-sæsonen var jo rigtig godt, så der var mange gode spillere. Der var Morten Skoubo, som på det tidspunkt var den bedste angriber herhjemme. Så var der Elmander og Kahlenberg og så selvfølgelig også Agger. Det er alle spillere, der var profiler i Danmark, og som har gjort karriere i udlandet efterfølgende.

- Derudover spillede jeg sammen med Maurizio Ganz, da jeg var i Ancona. Selv om han var 38 år på det tidspunkt, så var han lidt af en legende nede på de kanter. 

Hvem er den værste modstander, du har haft?
- Den er svær at svare på. Vi var jo så gode dengang, at man altid havde på fornemmelsen, at man var den bedste. Så man gik aldrig ind til en kamp med en tanke om, at den og den skulle man passe på.

Når du tænker tilbage på din tid i Brøndby, hvordan vil du så beskrive den?
- Jeg er utrolig glad for min tid i Brøndby. Jeg var der jo i to omgange, og jeg er specielt glad for første omgang. I anden runde var jeg meget skadet, så jeg brugte mere tid i styrkelokalet end på banen. Det var selvfølgelig ikke lige så god en tid, men det har ikke noget med klubben at gøre.

- Jeg kommer stadig meget i Brøndby. Jeg har en del kontakt derude i forbindelse med mit arbejde, så jeg er tit forbi. Det er jo også et meget godt sted at komme, når man skal kigge på talenter, og så hilser man selvfølgelig på dem, man kender, når man møder dem.

Er der nogen, du vil sende en særlig hilsen til i Brøndby?
- Jeg stødte ind i Kahlenberg forleden, så ham vil jeg gerne hilse og sige, at han er den skrappeste anfører, Brøndby længe har haft!