Mathias Gehrt solgt til ADO Den Haag
22.08.2013 18:48
Brøndby IF har i dag gennemført salget af Mathias Gehrt til den hollandske Eredivisie-klub ADO Den Haag, der sluttede som nummer ni i sidste sæson.
Den 21-årige midtbanespiller har torsdag skrevet under på en aftale med den hollandske klub og skifter med øjeblikkelig virkning.
Det rigtige skridt
Sportschef Per Rud udtaler:
- Mathias er blevet udklækket i Brøndby IF's talentafdeling, og vi er stolte over, at klubben endnu en gang har udviklet en spiller, som er interessant for udenlandske klubber. ADO Den Haag er en spændende udfordring for Mathias, og vi håber, at det bliver et succesfuldt ophold i hollandsk fodbold.
- Mathias havde kontraktudløb ved årsskiftet, og siden min ankomst har vi naturligvis kommunikeret om fremtiden. Begge parter var dog enige om, at dette skridt er det rigtige for Mathias, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for tiden her i Brøndby IF. Han satte sit præg på talentafdelingen som en dominerende offensivspiller og tog derefter skridtet til Superligaen i en tidlig alder. Hele vejen igennem er der blevet sat pris på hans professionelle og venlige væsen, og vi ønsker ham al mulig held og lykke med karrieren.
Mathias Gehrt fik debut på Brøndby IF's førstehold allerede som 18-årig i foråret 2011 og har siden spillet 56 Superligakampe med fire mål til følge.