21. AUGUST 2013 kl. 11:41
Brøndby IF henter Christian Nørgaard i HSV

Brøndby IF og den tyske 1. Bundesligaklub Hamburger SV er blevet enige om en aftale, der betyder, at Christian Nørgaard skifter til Vestegnen med øjeblikkelig virkning.

Den 19-årige midtbanespiller har således skrevet under på en kontrakt med Brøndby IF, som giver parterne papir på hinanden frem til sommeren 2017.

Et af de allerstørste talenter

Sportschef Per Rud udtaler:

- Christian er et af de allerstørste talenter i årgang 1994, og da vi fik mulighed for at hente ham til Brøndby IF på en fornuftig aftale, var det umuligt at sige nej. Vi har allerede talenter som Lebo, Holst, Riza, Silva, Zohore, Mads Nielsen og Kristian Andersen fra samme årgang, som netop er blevet seniorspillere, men Christian kommer med en anden profil. Derfor er det glædeligt, at vi kan supplere vores allerede lovende talentmasse med hans kompetencer.

- Thomas Frank og Christian har allerede et indgående kendskab til hinanden på grund af samarbejdet på U-landsholdene, hvor Christian har indtaget et fremtrædende rolle - blandt andet som anfører. Han har samlet værdifuld erfaring i Hamburger SV, og jeg er sikker på, at han i samarbejde med Thomas kan bygge videre på sin udvikling og på længere sigt forløse det store potentiale til glæde for både Christian selv og Brøndby IF.

Cheftræner Thomas Frank siger:

- Vi tænker både på den kortsigtede og langsigtede bane i øjeblikket, og Christian er et godt eksempel på sidstnævnte. Mit kendskab til Christian som person og fodboldspiller fortæller mig, at han passer perfekt ind i det koncept, vi er i fuld gang med at indføre, og han supplerer vores i forvejen store talentmasse i den aldersgruppe med en anderledes profil.

- Christian er en teknisk dygtig midtbanespiller med et godt 'drive' og stor spilintelligens. Han dækker alle pladserne i trekanten på den centrale midtbane og kan eventuelt bruges som en såkaldt spillende kant. Jeg vurderer imidlertid, at han er bedst på 8'er- og 10'er-positionen. Han er stærk til at sætte spillet, men er også dygtig til at lande de farlige steder i feltet.  Jeg betragter derfor Christian som en spiller, der styrker konkurrencen på midtbanen, og samtidig besidder et potentiale, som vi på længere sigt skal forsøge at forløse. Jeg ser frem til at arbejde sammen med ham igen.

Christian Nørgaard ser ligeledes frem til at genoptage samarbejdet med Thomas Frank:

- Jeg har nydt godt af at spille under Thomas på landsholdsplan, og jeg glæder mig til, at vi kan genoptage samarbejdet på daglig basis. Det er et spændende projekt, jeg bliver en del af, og jeg kan ikke vente med at komme i gang.

CN

Christian Nørgaard har spillet i Hamburger SV siden januar 2012. Han har spillet 44 U-landskampe for Danmark, blandt andet som anfører under Thomas Frank på U19-landsholdet.