Ny tøjpartner: Vinklerne tilbage på Vestegnen

27.03.2012 14:24

Efter tidligere at have høstet store nationale og internationale triumfer sammen er hummel og Brøndby IF nu parat til nye eventyr.

Den traditionsrige klub fra 1964 og det danske sportfashion brand med rødder helt tilbage fra 1923 indleder således fra sommeren 2012 et samarbejde, som betyder, at hummels vinkler foreløbig vil pryde Brøndby IF's trøjer frem til sommeren 2017.

God karma på Vestegnen

- Vi glæder os utrolig meget til dette samarbejde og til sammen med Brøndby IF's team at sikre klubben en unik position fremadrettet - på banen som i det hele taget bl.a. ved hjælp af en række spændende initiativer koblet til vores Company Karma filosofi. Der bliver god karma på Vestegnen!  Jeg kan personligt ikke vente til august med at fortælle om de initiativer, der er planlagt, udtaler hummel ejer og bestyrelsesformand Christian Stadil.

- Brøndby IF og hummel har en lang og succesrig historie sammen fra vores seneste samarbejde, og netop den følelse vil vi gennem trøjedesign og merchandise bygge videre på og derigennem forhåbentlig vække positive og glade minder hos mange Brøndbyfans, udtaler hummels marketingdirektør Henning Nielsen og fortsætter:

- Brøndby IF har i hele sin knap 50-årige historie fremstået som et autentisk og passioneret brand, som gennem sin store skare af frivillig arbejdskraft til fulde lever op til klubbens motto 'Ingen over klubben'. Den unikke samhørighed og det second-to-none engagement passer perfekt til hummel, og vi ser rigtig meget frem til at forene vores og Brøndby IF's værdier via spændende aktiveringsformer på og udenfor stadion.

Brøndby IF's bestyrelsesformand Per Bjerregaard udtaler:

- hummel og Brøndby IF har tidligere fejret store triumfer sammen, og vi ser frem til samarbejdet med forhåbningerne om fortsat positiv udvikling af hele klubben. Det er en god aftale, som jeg er sikker på, at både hummel og hele Brøndby IF vil få stor glæde af i årene frem.

Brøndby IF's administrerende direktør, Jan Lockhart, supplerer:

- Vi er meget begejstrerede for aftalen med hummel, som både har tråde tilbage i historien og ikke mindst ud i fremtiden. Vores fælles, succesfulde historik gør perspektiverne for denne aftale ekstra lovende, og det har været tydeligt meget tidligt i forhandlingsprocessen, at der er vilje og commitment fra begge parter til igen at skabe en stærk samhørighed.

- hummel er et af de stærkeste brands herhjemme, og vi ser stor værdi i atter at knytte bånd med dem. Derudover har hummel fra begyndelsen vist stor interesse for et samarbejde samt indsigt i og forståelse for klubbens historik og værdier. De sidste to ting vil komme flot til udtryk i det kommende trøjedesign og merchandise.

-Rent økonomisk er der tale om en aftale, der vil tilføre betydelig værdi til både Brøndby IF og hummel over de fem år, som aftalen foreløbigt gælder. Til den første hjemmekamp i august vil vi kickstarte samarbejdet med et event på Brøndby Stadion, og det ser vi utrolig meget frem til. Det skal dog understreges, at man allerede fra starten af juli måned vil kunne købe hummel spilletrøjer og merchandise.

Brøndby IF og hummels sidste partnerskabvar i årene 1986 - 1996, hvor holdet fra Vestegnen vandt intet mindre end fem danske mesterskaber, to pokalmesterskaber og samtidig opnåede stor succes i Europa med en semifinaleplads i UEFA Cuppen 1990/91 mod AS Roma som største bedrift.

For yderligere information:

Henning Nielsen, marketingdirektør i hummel - 29 99 28 13
Jan Lockhart, administrerende direktør i Brøndby IF - 43 63 08 10