Henrik Jensen: Stadig mange point at kæmpe om

28.08.2011 21:00

Efter det sene 1-2 nederlag til FC Midtjylland søndag aften var der forståeligt nok stor ærgrelse at spore i Brøndby IF's omklædningsrum.

brondby.com talte med cheftræner Henrik Jensen.

Resultatmæssig skidt start

- Det sidste kvarter af kampene er vores store problem i øjeblikket. Kampen i dag er ellers på mange måder godkendt indtil FCM's to scoringer.

- Vi holder dem stort set fra åbne målchancer i de første 75 minutter, så organisatorisk står vi fornuftigt, lige som vi gjorde mod AGF sidste søndag. Deres to mål kommer efter to øjeblikke med manglende fokus og for lidt konsekvens i nærkampene. Det er selvfølgelig dødærgeligt, at vi smider det hele væk efter at være kommet foran så sent i kampen.

- I midten af anden halvleg skifter vi over til en 4-4-2, hvilket gør at vi får lidt bedre fat og bliver mere farlige. Bernburg får så også lavet et godt mål, og i den periode ser angrebsspillet fornuftigt ud.

- Der er ingen som helst tvivl om, at vi har fået en pointmæssig skidt og skuffende start på sæsonen, men der er altså stadig 75 point at kæmpe om, og det har vi tænkt os at gøre, lyder det fra Henrik Jensen.

HJ

Cheftræner Henrik Jensen kalder sæsonstarten for "pointmæssig skuffende", men fokuserer på, at der stadig er mange point tilbage at spille om. Foto: Arnason.dk