Gehrt: Fedt med 17.000 tilskuere

09.03.2011 14:25

Søndag eftermiddag debuterede U19-spilleren Mathias Gehrt på Brøndby IF's bedste mandskab i kampen mod Lyngby BK.

Topscoreren på Brøndby IF's U19-mandskab blev smidt ind i en hektisk slutfase og var involveret i både Brøndbys udlignende mål og havde en flot helflugter, der med lidt held i sprøjten var blevet sejrsmålet.

Fantastisk oplevelse

Tirsdag eftermiddag spillede Mathias Gehrt samtlige 90 minutter for det danske U19-landshold i venskabskampen mod Grækenland, og onsdag returnerer han til Brøndby.

brondby.com fangede den talentfulde offensivspiller for en kommentar til en hektisk uge.

- Det var selvfølgelig virkelig stort og fedt at debutere foran 17.000 tilskuere, og jeg var da lidt nervøs, da jeg skulle ind, fordi der var så mange mennesker og presset er større i Superligaen end på U19-holdet.

- Omvendt, så gælder det om at finde sin rytme og spille sit eget spil, så jeg er tilfreds med min debut. Jeg fik bevist, at jeg kan være med i tempoet, så nu skal jeg bare jagte min chance.

- Oplevelsen giver mig mod på mere, og jeg vil kæmpe hårdt for at få mere spilletid i Superligaen og nærme mig holdet fremover.