Patrick Mortensen skifter til Lyngby BK

15.12.2009 12:00

Brøndby-spilleren Patrick Mortensen, der har været udlejet til Lyngby BK det seneste halve år, skifter efter endt lejemål til førstedivisionsklubben. Det er Brøndby IF og Lyngby BK blevet enige om.

Den 20-årige angriber, der har været tilknyttet U-21 holdet, nåede at spille fire førsteholdskampe, hvor det er blevet til to mål.

God mulighed i Lyngby BK

Om skiftet forklarer Brøndby IF's talentchef, Kim Vilfort:

- Han har med kontrakten fået en god mulighed hos Lyngby, hvor han har grebet chancen i efteråret. Vi vil ikke stå i vejen for hans muligheder - specielt når hans muligheder for spilletid på Brøndby IF's førstehold er begrænsede, lyder det.

- Han skal ud og spille sin chance, og der er potentielt mulighed for SAS Liga-fodbold, hvis Lyngby formår at rykke op i denne sæson eller næste. Det er dejligt at se, at vores talentarbejde igen kan kaste gode spillere af sig. Med 2,5 år i U-truppen er det på tide, at Patrick får nye udfordringer, slutter Kim Vilfort af. 

- På trods af, jeg kun har været tilknyttet Brøndby et par år, så har jeg fået meget ud at være i klubben - på træningsbanen har jeg udviklet mig meget både teknisk og taktisk. Jeg har virkelig trivedes i Brøndby, hvor Per F. Hansen (træner for U-21, red.) har været en helt fantastisk træner. Jeg glæder mig til at tage hul på et nyt kapitel og er glad for, at Brøndby har givet mig muligheden, forklarer Patrick Mortensen.

Patrick Mortensen

Brøndby IF og Lyngby BK er blevet enige om, at Patrick Mortensen skifter til Lyngby BK.