UNICEF-kamp i unik kamptrøje
10.03.2009 16:12
Når den første UNICEF-kamp på dansk grund afvikles søndag eftermiddag på Brøndby Stadion, vil de forhåbentlig mange tilskuere bl.a. opleve et hjemmehold i en helt speciel spilledragt.
Brøndby IF og UNICEF har nemlig valgt, at markere kampdagen med en særlig kampdragt, som i begrænset omfang vil være tilgængelig i Brøndby Shoppen fra tirsdag kl. 9:30.
Sort og orange
UNICEF's klassiske farver er cyan og hvid, men hjælpeorganisationen har flere officielle farver. Blandt andet orange og sort, som i denne omgang er valgt som hjemmeholdets kulør.
Hele dagen vil foregå i hjælpearbejdets tegn. De nye trøjer sælges i Brøndby Shoppen og for hver solgt trøje doneres 50 kr. til UNICEF. De kampdragter, inkl. trøjer, shorts og sokker, som spillerne benytter under kampen, kan vindes i et SMS-lotteri, hvor alt overskud ligeledes går til UNICEF. Følg med på brondby.com for mere information i løbet af ugen.
- Vi er meget glade for, at markere det unikke samarbejde mellem Brøndby IF, UNICEF og KasiGroup på denne måde, udtaler kommerciel direktør Ole Palmå.
- Det bliver en helt speciel dag på Brøndby Stadion, hvor vi ud over kampen om vigtige point vil have hjælpearbejdet i fokus. Der er megen opmærksomhed på forretning og finanskriser, men vi vil på denne måde gerne markere, at i Brøndby IF glemmer vi ikke vores store sociale ansvar som selskab og som fodboldklub, lyder det.
Dagen vil byde på flere UNICEF-relaterede tiltag; bl.a. vil Alex fremføre UNICEF-sangen 'Hvad nu hvis' og der vil være aktiviteter i Brøndby Kids, ligesom UNICEF selv vil være til stede på Brøndby Stadion op til og under kampen, hvor det vil være muligt at høre meget mere om hjælpearbejdet og i øvrigt at bidrage direkte til indsamlerne.
Selve trøjen, som kan ses herunder, koster 500 kr, hvoraf de 50 kr. altså går direkte til UNICEF. Trøjen sættes til salg kl. 9:30 tirsdag i Brøndby Shoppen og sælges så længe lager haves. Hvis du vil vise dit tilhørsforhold i "Limited Edition" og samtidig støtte UNICEF, kan det altså gøres ved at kigge forbi Brøndby Shoppen allerede i dag.
Læs mere om billet til kampen eller køb din billet til UNICEF-kampen allerede nu!
Tirsdag morgen blev de første trøjer langet over disken, og der stod mere end 30 fans i kø for at sikre sig en af trøjerne.
Kasper Lorentzen stiller søndag op i sort og orange for at vise støtten til UNICEF's hjælpearbejde. Du kan allerede i dag sikre dig en trøje i Brøndby Shoppen. Foto: Rie Neuchs