Allerød FK i pokalen
10.08.2007 10:35
Brøndby IF's navn var sammen med 7 andre SAS Ligaklubber med i lødtrækningen, da der klokken 12 blev trukket lod til anden runde af 7 i DBU's landspokalturnering.
Modstanderen blev Allerød FK, og kampen spilles onsdag d. 29. august kl 17:30, på Skovvang Stadion, med mindre andet aftales. Skovvang Stadion har en kapacitet på 5.000 tilskuere og Allerød FK spiller til dagligt i Danmarksserien.
Første kamp er således en udekamp, men som turneringen skrider frem vil muligheden for at opleve Brøndby IF på hjemmebane i den pokalturnering holdet senest vandt i 2005, øges, forudsat holdet sikrer sig videre adgang.
Altid sjovt
- Det er altid sjovt at spille pokalfodbold, og selvom jeg ikke kender det store til Allerød, er jeg sikker på det kan blive en god oplevelse for tilskuerne. Jeg håber selvfølgelig på spilletid, kommenterer Mike Jensen dagens lodtrækning med et grin.
Du kan sikre dig plads til alle pokalkampe på hjemmebane, og Brøndby IFs øvrige kampe på Brøndby Stadion ved at købe sæsonkort.
Du kan læse mere om vilkår og priser for sæsonkort 2007/2008 her.
2005 bød på både mesterskab og pokaltitel.