Stor interesse, stor bredde

17.02.2005 14:50

Billetsalget siger egentlig det hele: knap 20.000 pladser er på forhånd reserveret til aftenens Royal League kamp på Brøndby Stadion, og trods kulden er interessen for at sikre sig plads på tribunerne fortsat stor.

En pejling på interessen fik vi allerede under ugens afstemning, da vi spurgte de faste brugere af brondby.com, hvorvidt de ville være på plads til lokal-opgøret mod rivalerne fra FC København.

Mere end 2/3 af brugerne regner med at være på plads på lægterne, og sammenholdt med de 31% der forventer at se kampen på tv, må interessen for Royal League opgøret siges at være endog meget stor.

Læs mere om kampen og billetsalg her.

Brøndbyjubel efter 4-0 sejren over AGF i efteråret

På forhånd er der solgt masser af billetter, til aftenens kamp mod F.C. København på Brøndby Stadion.

Midtbane-fight

En tidligere afstemning viste, at brugerne af brondby.com har stor tiltro til den nuværende trup. Ser man på midtbanen, har træner-duoen da også masser af valgmuligheder, når SAS Ligaen for alvor kommer i gang, og guldjagten sættes ind.

Hvis man går ud fra, at årets spiller 2004 og medlem af den seneste A-landsholdstrup, Martin Retov, indtager den ene centrale plads, og forudsat at trænerne holder sig nogenlunde til efterårets spille-system, er der 5 spillere at vælge mellem til den anden centrale midtbaneplads.

Hvem mener du skal indtage denne plads? Skal Kim Daugaard fortsætte hvor han slap, er Morten Wieghorst i topform selvskreven til pladsen, har Sebastian Svärd spillet sig på, skal Stefan Schmidt i topform styre den defensive midtbane eller er Niki Zimling klar til en fast plads?

Det er nok svært at påvirke trænerne i nævneværdig grad, men kom med dit bud alligevel. Det kan jo være de læser med på ugens afstemning.

Martin Retov med bolden mod Randers på Brøndby Stadion

Martin Retov, der blev årets spiller 2004, må betegnes som sikker mand på den centrale midtbane, men spørgsmålet er hvem han får ved sin side.