Nye ansigter forstærker truppen

30.06.2004 00:00

I morgen vender spillere og trænere tilbage fra dette års sommerferie, der har budt på regnvejr og EM-bold i det lunefulde danske sommervejr. Efter den skandinaviske EM-succes, hvor både Danmark og Sverige kvalificerede sig til kvartfinalerne, støder den svenske landsholdsduo Andreas Jakobsson og Mattias Jonson først til efter en lille forlænget ferie, ligesom Thomas Kahlenberg, der dog ikke kom i aktion i Portugal, også får nogle ekstra dages ferie, inden forberedelserne til den nye sæson starter.

Mattias Jonson blev skadet i Sveriges kvartfinalenederlag mod Holland, men i første omgang forventes det ikke at skaden får stor indflydelse på Jonson's forberedelser til den nye sæson.

Udskiftning i truppen

Nye spillere i truppen er svenske Johan Elmander, der er hentet i hollandske Feyenoord, Stefan Schmidt der er skiftet på en fri transfer fra AaB, samt forsvarstalentet Daniel Agger, der efter nogle udviklende år i U-truppen, får chancen i A-truppen.

Lejesvenden Søren Larsen indgik ikke i planerne for den kommende sæson. Søren Larsen er derfor solgt til svenske Djurgården, mens højrebacken Allan Olesen spiller i FC Nordsjælland på en lejekontrakt gældende for efterårssæsonen. Derudover er Karsten Johansen stoppet i sommerpausen.

Stefan Schmidt er en af tre nye spillere i truppen.

De tre nye i truppen

20-årige Daniel Agger er en fysisk stærk og hårdt tacklende forsvarsspiller, der samtidig har stor styrke i hovedspillet. Derudover er Daniel Agger god med bolden og er derfor dygtig til at gå med i det opbyggende spil. Daniel Agger vil sammen med Thomas Hansen være gode garderingsspillere for Andreas Jakobsson og Per Nielsen i midterforsvaret. Derudover råder forsvaret stadigvæk over Dan Anton Johansen, Asbjørn Sennels og Auri Skarbalius, der dækker backpladserne.

Midtbanen er blevet styrket efter tilgangen af Stefan Schmidt fra AaB, hvor han de seneste par år har udviklet sit tekniske spil. Den flittige og arbejdsomme centrale midtbanespiller er god med bolden, pasningsstærk og farlig fra distancen. 28-årige Stefan Schmidt vil sammen med Morten Wieghorst, Thomas Kahlenberg, Kim Daugaard, Martin Retov, Niki Zimling og Kasper Lorentzen kæmpe om de tre centrale midtbanepladser i startopstillingen.

I angrebet er svenskeren Johan Elmander den helt store forstærkning på holdet, hvor han primært skal dække den centrale plads i angrebet. 23-årige Elmander har længe været et af Sveriges absolut største talenter, senest understreget ved EM for U-21 hold i Tyskland, hvor Elmander med fire mål og storspil viste forrygende kvaliteter i angrebet.

På kanterne huserer Johan Absalonsen, Jonas Kamper og Mattias Jonson, mens Peter Foldgast dækker den centrale plads i angrebet.

Profilerne Ruben Bagger og Kaspar Dalgas forventes klar i løbet af august, eller starten af september efter lange skadespauser for begges vedkommende. Ruben Bagger har døjet med en skadet ankel, mens Kaspar Dalgas har et såkaldt springerknæ. Ruben Bagger kan spille både centralt op på venstrekanten, mens Kaspar Dalgas i princippet dækker alle offensive pladser.

Den svenske stjerne Johan Elmander ved præsentationen som ny Brøndbyspiller i april måned.

En håndfuld tvivlsomme skader

Målmand Karim Zaza blev i starten af juni måned opereret i skulderen for et ledbånd der havde revet sig løs, og det forventes at han bliver klar i løbet af august måned, mens anfører Per Nielsen skulle efter prognoserne være helt klar til de første træninger, efter han brækkede kæben i slutningen af foråret.

Morten Wieghorst blev ligeledes opereret inden sommerferien, og meldingerne dengang var både positive og opløftende, men der går nok nogle uger før han er klar til at træde fuldt ud.

Derudover går der som tidligere nævnt nogle uger endnu, før de offensive profiler Ruben Bagger og Kaspar Dalgas er helt oppe i omdrejninger.

Overblikket

Samlet set råder Michael Laudrup og John Faxe Jensen p.t. over 23 spillere. Her ses en oversigt over hvilke spillere der er nye, og hvem der har fundet andre græsgange.

Tilgang: Johan Elmander, Stefan Schmidt og Daniel Agger

Afgang: Søren Larsen og Karsten Johansen

Lejemål: Allan Olesen ( FC Nordsjælland ) og Ronnie Bendtsen ( Køge ), begge til udgangen af 2004.


De nye trøjenumre er endnu ikke på plads, og forventes ikke at være klar før engang i slutningen af juli måned.

På tirsdag rejser holdet på træningslejr i Østrig, som du kan læse mere om her.

Ekstra på brondby.com