Tilmeldingsprocedure til Samarbejdsklubdag

Om tilmeldingsproceduren til Samarbejdsklubdag

De 3 tilmeldingsfaser

Fase 1: Holdtilmelding

Som holdansvarlig tilmelder du dit hold og angiver et forventet antal deltagere.

I forbindelse med tilmeldingen kan du også ansøge om deltagelse i hyldestrunden.

Din tilmelding er først gældende, når den er bekræftet efter tilmeldingsfristen.


Fase 2: Bekræftelse og udsendelse af registreringslinks

Når tilmeldingsfristen er udløbet, modtager du som holdansvarlig:

  • Besked om, hvorvidt jeres hold har fået plads til Samarbejdsklubdag
  • Svar på eventuel deltagelse i hyldestrunden
  • Et unikt registreringslink til holdets spillere
  • Et unikt link til registrering af ønsker om ekstra voksenbilletter

Begge links er tilknyttet jeres hold og skal deles med de relevante spillere og forældre.

Spillerlinket skal deles med alle spillere eller forældre, som ønsker at deltage.

Linket til ekstra voksenbilletter kan enten udfyldes samlet af holdansvarlig eller deles med de forældre, som ønsker at købe voksenbilletter. 

De enkelte forældre modtager ikke voksenbilletterne direkte. Det er efter deadline holdansvarliges ansvar at håndtere betaling og fordele voksenbilletterne internt på holdet.

Det er holdansvarliges ansvar at videreformidle links, information og deadlines til holdets spillere og forældre.


Fase 3: Individuel registrering

Spillere (eller deres forældre) registrerer sig via det link, som holdansvarlig har modtaget.

Ved registreringen skal spilleren:

  • Angive fulde navn
  • Registrere sig med en unik e-mailadresse (vigtigt at e-mail adresse skrives korrekt)

Da linket allerede er tilknyttet det enkelte hold, skal spilleren ikke selv vælge hold eller holdansvarlig.

Kun korrekt registrerede spillere modtager billet.

Forældre, som ønsker at købe ekstra voksenbilletter, registrerer deres ønske via det særskilte voksenlink.

Registreringerne samles automatisk under det korrekte hold. Et registreret ønske er ikke en garanti for, at alle ønskede voksenbilletter kan tildeles.


Billetfordeling

Da der er begrænset kapacitet på stadion, prioriterer vi, at flest mulige børn får mulighed for at deltage.

Billetter fordeles derfor efter følgende princip:

Spillere

Alle korrekt registrerede spillere modtager én gratis børnebillet.

Efter registreringsfristen modtager hver spiller eller forælder et personligt billetlink på den e-mailadresse, der blev anvendt ved registreringen.

Gratis voksenbilletter

Der tildeles én gratis voksenbillet pr. fire registrerede spillere.

Det betyder, at ikke alle spillere nødvendigvis kan forvente at medbringe en gratis ledsager.

De gratis voksenbilletter samles på ét billetlink, som sendes til holdansvarlig efter registreringsfristen.


Ekstra voksenbilletter

Der kan registreres ønske om ekstra voksenbilletter mod betaling.

Én ekstra voksenbillet koster 135 kr.

Holdansvarlig kan selv registrere holdets samlede ønske eller dele det unikke voksenlink med de forældre, som ønsker at købe billetter.

Alle registrerede ønsker samles under holdets unikke hold-ID.

Den endelige tildeling afhænger blandt andet af:

  • Den samlede efterspørgsel blandt de deltagende hold
  • Den tilgængelige stadionkapacitet

Registrering af et ønske er derfor ikke en garanti for tildeling.

Eventuelt tildelte ekstra voksenbilletter lægges sammen med holdets gratis voksenbilletter og sendes på ét samlet billetlink til holdansvarlig.

De enkelte forældre modtager altså ikke voksenbilletterne direkte.
Det er holdansvarliges ansvar at håndtere betaling og fordele voksenbilletterne internt på holdet.


Eksempel på billetfordeling

Ved 40 registrerede spillere vil holdet modtage:

  • 40 børnebilletter
  • 10 gratis voksenbilletter

Derudover kan holdets forældre registrere ønsker om ekstra voksenbilletter mod betaling.

Den endelige tildeling af ekstra voksenbilletter afhænger af den samlede efterspørgsel og den tilgængelige stadionkapacitet.


Placering på stadion

Alle deltagende hold placeres i et reserveret område på Nordtribunen.

Spillere eller forældre modtager et personligt billetlink, hvor spillerens billet skal hentes inden den angivne frist.

Holdets gratis og eventuelt betalende voksenbilletter sendes samlet til holdansvarlig.

Inden for det reserverede område kan pladserne fordeles mellem holdets deltagere på kampdagen.

Det er ikke muligt på forhånd at vælge eller få oplyst et specifikt tribuneafsnit til det enkelte hold.


Hyldestrunden

Der er et begrænset antal pladser i hyldestrunden.

Hvis antallet af ansøgninger overstiger kapaciteten, prioriteres det, at flest mulige samarbejdsklubber får mindst ét hold repræsenteret.

Hyldestrunden er for:

  • U8–U12-hold
  • Spillere og trænere

Forældre og øvrige ledsagere deltager ikke i hyldestrunden.


Udnyttelse af billetter

For at sikre bedst mulig udnyttelse af stadionkapaciteten forbeholder Brøndby IF sig retten til at opkræve betaling svarende til standard billetpris, hvis udnyttelsen af de tildelte billetter er væsentligt lavere end forventet.

Dette sker for at sikre, at de reserverede pladser anvendes aktivt og kommer flest mulige deltagere til gavn.