BRØNDBY MASTERCLASS
Om Masterclass
Ny spiller?
Brøndby IF er meget mere end et Superliga-hold. Vi er en af landets allerstørste fodboldklubber, og hovedfokus har altid været at kunne udvikle talenter.
Det er ikke noget, der kan gøres af enkelt-personer, men kun gennem det stærke fællesskab, der er det DNA, som klubben er bygget på.
Brøndby Masterclass er fællesbetegnelsen for talentudviklingen i Brøndby IF - fra U13 til Superliga.
Gennem årtier har klubben udviklet en lang række store talenter, der har gjort karriere i Brøndby IF, i klubber i udlandet og på U- og A-landsholdene.
Vi er anerkendte for vores måde at tænke attraktiv fodbold i helheder på. Talentet dyrkes i fællesskabet, og erfaringen er et fundament, som vi deler.
I Brøndby Masterclass arbejder vi hver dag på at udvikle både egne og tilknyttede spillere til et højt niveau, der sikrer både sportslig og økonomisk gevinst.
Wall of Talents
På Wall of Talents hylder vi de spillere fra Brøndby IF's talentudvikling, der siden 2014 har taget skridtet fra talentmiljøet og fået officiel debut i en gældende kamp for Brøndby IF's A-trup.
Wall of Talents er det første syn, der møder Masterclass-spillerne, når de dagligt møder ind til træning og kamp. Her bliver de mindet om de spillere, der før dem har stået samme sted, trænet på de samme baner og haft den samme drøm om en dag at løbe på banen for Brøndby IF's førstehold.
Væggen er derfor mere end en hyldest til dem, der allerede har taget skridtet. Den skal være en daglig inspirationskilde for de næste generationer af Brøndby-talenter – og et synligt bevis på, at vejen fra Masterclass til førsteholdet eksisterer.
Talentudvikling har været en central del af Brøndby IF's identitet gennem hele klubbens historie. Med etableringen af Brøndby Masterclass i 2014 blev der sat en ny ramme omkring klubbens talentarbejde, og det er denne del af historien, den nuværende Wall of Talents fortæller: fra 2014 og frem mod de næste spillere, der skriver sig ind på væggen.
Spillere i hele verden
Debuten for Brøndby IF er for mange kun begyndelsen på rejsen. En række af spillerne på Wall of Talents har siden markeret sig i dansk og international fodbold og repræsenteret klubber i nogle af Europas største ligaer.
- S.S.C. Napoli (Jesper Lindstrøm)
- Leicester City F.C. (Mads Hermansen)
- Norwich City F.C. (Oscar Schwartau, Anis Ben Slimane, Mathias Kvistgaarden)
- Genoa C.F.C (Morten Frendrup)
- Barnsley F.C. (Mads Juul Andersen)
- RB Salzburg (Clement Bischoff)
- Olympique Lyon (Noah Nartey)
Listen udvikler sig hele tiden. Nye spillere kommer til på Wall of Talents, mens andre fortsætter deres rejse videre i Brøndby IF, dansk fodbold eller ude i verden.
Uddannelse af mennesket før fodboldspilleren
Ambitionen i Brøndby Masterclass er at udvikle spillere, der har niveauet til en dag at tage skridtet op på Brøndby IF's førstehold.
Men talentudvikling handler om mere end fodbold.
Vi ønsker også at udvikle mennesker og skabe et miljø, hvor den enkelte spiller mødes med respekt og får de bedst mulige forudsætninger for at udvikle sig – uanset om vejen senere fører til Brøndby IF's førstehold, en anden klub eller i en helt anden retning.
Derfor ser vi mennesket før fodboldspilleren, og psykologisk tryghed er en central del af arbejdet med vores talenter.
Wall of Talents





Aktuelle Brøndby IF A-truppe spillere, der har været Masterclass-spillere












