Information om ejerkredsen i Global Football Holdings
I fredags den 28. oktober 2022 offentliggjorde Global Football Holdings L.P. (GFH eller Global Football Holdings) beslutningen om med et frivilligt, offentligt købstilbud at købe godt 50% af aktierne i Brøndby IF og efterfølgende tilføre klubben op til DKK 223 mio. (EUR 30 mio.) i form af et konvertibelt lån sammen med Jan Bech Andersen, som fortsætter som bestyrelsesformand i klubben som næststørste aktionær i klubben.
Ejerkredsen i GFH har siden offentliggørelsen været genstand for spekulation, hvilket bestyrelsesformand Jan Bech Andersen kommenterer på her.
- Som jeg fortalte i fredags, så er det bestyrelsens samlede konklusion, at GFH og deres ejerkreds er det rigtige match for os. Jeg forstår dog til fulde ønsket om en større indsigt i ejerkredsen hos GFH, og derfor har vi besluttet at gå ud med yderligere information i dag.
Global Football Holdings’ ejerkreds består af privat investorer fra USA og Europa, som alle har erhvervserfaring inden for professionel sport og den bredere sportsindustri. Nedenstående liste har samlet forpligtet sig til ca. 85% af den investeringskapital som GFH bringer ind i Brøndby IF.
- Arctos Sports Partners – Et partnerledet Texas-baseret investeringsfirma med fokus på at erhverve minoritetsandele i professionelle sportsklubber og levere vækstkapital til den bredere sports-, medie- og underholdningsindustri.
- David Blitzer – medejer af Crystal Palace (siden 2015), Philadelphia 76’ers i NBA (siden 2011), New Jersey Devils i NHL (siden 2013), og en minoritetsejer af Cleveland Guardians i Major League Baseball (MLB) såvel som og andre professionelle sportsklubber.
- Eric Cohen – investor i Crystal Palace i Premier League.
- Robert Franco – investor i Crystal Palace i Premier League.
- Robert Karr – passioneret fodboldfan og privat investor, der med base i New York City driver eget family office og er engageret i velgørenhed.
- Krase-familien investorer i Real Salt Lake i den amerikanske Major League Soccer (MLS) og Beyond Sports, som er en visualiseringsplatform, der leverer løsninger i realtid til ligaer, tv-stationer og brands.
- Jahm Najafi – medejer af Phoenix Suns i NBA og McLaren i Formel 1-serien.
- Dave Novak – investor i Crystal Palace i den Premier League og Real Salt Lake i MLS.
- Dan & Michael Schwab – investorer i Crystal Palace i Premier League, Memphis 901 F.C. i United Soccer League (USL) og Dagenham & Redbridge Football Club i den engelske National League.
- David & Eli Simon – investorer i Crystal Palace i Premier League.
Ingen af de ovennævnte privatpersoner vil, når transaktionen er gennemført, indirekte via Global Football Holdings eje mere end 10% af aktiekapitalen i Brøndby IF.
De resterende godt 15% af investeringskapitalen kommer fra amerikanske og europæiske privatpersoner, som ikke ønsker at få deres navne offentliggjort, da de anser deres ejerandele i Global Football Holdings som en privat og personlig investering. Ingen af disse privatpersoner vil indirekte via Global Football Holdings eje mere end 5% af aktiekapitalen i Brøndby IF, når transaktionen er gennemført.
Til det kommenterer bestyrelsesformand Jan Bech Andersen:
- Vi respekterer, at der er enkelte privatpersoner i ejerkredsen af Global Football Holdings, som ikke ønsker at få deres navn offentliggjort.