2018/19

I juni måned mødte Brøndby-spillerne ind til den tredje sæson med Alexander Zorniger i spidsen oven på sidste sæsons skuffende afslutning, der kun endte med sølvmedaljer. Skuffelsen skulle derfor rystes af spillerne op til sæsonstarten, og de tårnhøje forventninger kunne ses i et rekordstort af sæsonkort. Og de mange sæsonkortholdere skulle forberede sig på en rutsjebane af en sæson for Brøndby IF.

Sæsonen startede ud med flere afgange og indkøb. Der blev sagt farvel til blandt andre sidste sæsons bærende profiler Christian Nørgaard, Frederik Rønnow og Teemu Pukki, og i stedet kom Josip Radosevic, Marvin Schwäbe, Ante Erceg, Jens Martin Gammelby og Zornigers længe ønskede Dominik Kaiser til klubben. På lejeaftaler kom det tidligere Brøndby-talent Nikolai Laursen og Uffe Bech også til for at styrke angrebet. 

Fin sæsonstart

De fire første kampe i Superligaen bød på 10 point, og med en god udebanesejr over Spartak Subotica i Europa League-kvalifikationens tredje runde så det godt ud for de blågule op til Derbyet mod FC København, men kampen blev desværre endestationen for en fin ubesejret stime for de blågule mod rivalerne i sidste sæson, hvor det blev til fire sejre og ét uafgjort opgør. I Telia Parken led Drengene fra Vestegnen nemlig et 3-1-nederlag. Vi fik dog udnyttet sejren fra Serbien og spillede os videre i Europa League-kvalifikationen med en samlet sejr på 4-1.

Efter Derby-nederlaget kom vi ind i en svær periode i Superligaen. De efterfølgende 10 kampe i ligaen førte til to sejre, to uafgjorte og seks nederlag med sig, og i Europa League-kvalifikationen måtte holdet se sig slået af et bedre mandskab, da Genk fra Belgien vandt samlet 9-4 i playoff-runden. Brøndby-mandskabet var ellers tæt på et fornuftigt resultat i første kamp på udebane, hvor Hjortur Hermannsson og Kamil Wilczek udlignede til 2-2 inden for fem minutter i starten af anden halvleg, men Genk var desværre effektive og vandt første opgør med 5-2.

På dette tidspunkt lå de blågule på en skuffende ottendeplads i ligaen, og top tre lignede efterhånden en umulig opgave. Der var i hvert fald behov for sejre, hvis Esbjerg fB på tredjepladsen skulle hentes, for de havde et forspring på syv point. Brøndby-mandskabet gjorde rent bord i de efterfølgende fire kampe med fire sejre, og pludselig havde situationen ændret sig. Drengene fra Vestegnen lå nemlig efter en 2-1-sejr over Vejle BK i runde 19 på en tredjeplads med tre point ned til OB. Her tog vi også på vinterpause, selvom sidste runde bød på et skuffende hjemmebane-nederlag til Vendsyssel FF.

Udskiftning i pausen

Troels Bech havde varslet sit stop i Brøndby IF allerede tidligere på efteråret, og derfor skulle der findes en erstatning, som kunne udfylde de store sko. Valget faldt på klubikonet Ebbe Sand, der ud over sin fortid som spiller i Brøndby også havde en fortid inden for fodboldledelse i Tyskland.

I truppen skete der også ændringer. Uffe Bech, Johan Larsson og Bjorn Kopplin forlod Brøndby IF i transfervinduet, og ind blev hentet Simon Hedlund fra tyske Union Berlin. Derudover blev Masterclass-talenterne Mads Hermansen, Jesper Lindstrøm, Anton Skipper og Peter Bjur hevet op i førsteholdstruppen.

Trænerskifte

Efter en forkølet start på forårssæsonen med uafgjort i Farum og nederlag til Esbjerg fB måtte vi sige farvel til Alexander Zorniger efter nogle fantastiske år i Brøndby med underholdende fodbold og gode resultater – deriblandt det første trofæ i 10 år.<span class="Apple-converted-space"> </span>

- Alexander har gjort rigtig meget godt for Brøndby IF, og han har sammen med Troels Bech og den øvrige sportslige sektor været med til at rykke Brøndby IF længere sportsligt, end man i klubben havde turde håbe på, fortalte Ebbe Sand om Alexander Zornigers afsked.

I cheftræner-stolen blev fanfavoritten og assistenttræneren Martin Retov placeret, og med Matthias Jaissle ved sin side skulle han lede Brøndby-mandskabet til slutningen af sæsonen og jagte europæisk deltagelse til næste sæson.

Mesterskabsslutspillet skulle sikres

Første opgave for Martin Retov var at sikre en plads i Mesterskabsslutspillet. På det tidspunkt lå vi på en fjerdeplads med kun ét point ned til AGF og OB uden for mesterskabsslutspillet. Det var altså ingen let opgave for Martin Retov og kompagni, der i de sidste fire runder skulle møde Randers FC på femtepladsen, OB på ottendepladsen, AaB på 10.-pladsen og AC Horsens på sjettepladsen.

Med en sejr, en uafgjort og et nederlag i de første tre kampe skulle det afgøres i sidste runde af grundspillet ude mod AC Horsens. Drengene fra Vestegnen skulle vinde opgøret for at være sikre på en top seks-placering. De blågule kom bagud i kampen efter et kvarter, men et drøn fra Josip Radosevic og to scoringer fra Kamil Wilczek sikrede Brøndby IF livsvigtige tre point og muligheden for at spille sig til europæisk deltagelse og top tre.

- Nu har vi nået første mål, som var top seks, så nu sætter vi top tre som næste mål. Vi har også en pokalsemifinale mod AaB at se frem imod, sagde Martin Retov ovenpå sejren i Horsens.

Jagten på top 3

De blågule fik en skidt start på Mesterskabsslutspillet og kunne kun mønstre to point i de første fire kampe, og med fire point op til OB på fjerdepladsen med seks kampe igen, så det svært ud for de blågule at kvalificere sig til europæisk deltagelse den vej. Det var dog stadig en mulighed at spille sig til europæisk fodbold gennem pokalturneringen, hvor Brøndby-mandskabet havde spillet sig i finalen efter en dramatisk hjemmebanesejr over AaB i semifinalen. Kampen endte 1-0 på mål af Kamil Wilczek, der efter kampen roste fansene til skyerne for deres indsats.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til deres præstation i aften. De bar os fremad. Vi siger det tit, men de er uden sammenligning Danmarks bedste fans, fortalte matchvinder Kamil Wilczek.

I ligaen ventede der en generalprøve på pokalfinalen, da Brøndby IF skulle møde FC Midtjylland på udebane i 31. runde. Vi havde kun tabt én gang ud af syv sammenstød med midtjyderne, og den fine statistik blev udvidet med en sejr i Herning, hvor de blågule kom bagud, men Simon Hedlund og Jens Martin Gammelby fik vendt resultatet i vores favør, og så kunne vi tilføje tre tiltrængte point til kontoen.

Pokalfinale og slutspurt

Den 17. maj ventede pokalbraget i Parken mod FC Midtjylland, men først skulle vi igennem tre svære opgaver i ligaen. Disse tre kampe resulterede i det fjerde nederlag i træk til henholdsvis Esbjerg fB og FC København, mens den sidste kamp inden pokalfinalen blev vundet over FC Nordsjælland

Store bededag blev Københavns gader igen indtaget af Brøndby-fans, da den for tredje år i træk stod på pokalfinale for de blågule. Det var en meget dramatisk kamp med stor opbakning fra tribunerne, der måtte se kampen gå i forlænget spilletid, da det stod 1-1 efter 90 minutter. Vi kom hurtigt bagud, men Dominik Kaiser fik udlignet midt i første halvleg. Forlænget spilletid endte også uden vinder, og derfor skulle vi ud i en straffesparksturnering, hvor FC Midtjylland desværre trak det længste strå.

- Man havde forventet, at man skulle stå med det hele, og nu står vi med ingenting. Så det er en tung dag, hvor alt ellers var lagt op til, at det skulle blive en festdag, fortalte en skuffet Kevin Mensah oven på finale-nederlaget.

Nederlaget betød, at fjerdepladsen var endnu vigtigere for Drengene fra Vestegnen, da den nu var eneste vej til europæisk deltagelse. På dette tidspunkt lå vi på en sjetteplads med fem point op til OB. Vi skulle derfor vinde begge vores kampe, som var en hjemmekamp mod FC Midtjylland blot tre dage efter finalen i Telia Parken og en udekamp mod OB. Og så skulle OB smide point til FC Nordsjælland.

Brøndby IF fik hjælp fra FC Nordsjælland med et uafgjort resultat i Farum, og med en solid revanche mod FC Midtjylland på hjemmebane, der resulterede i en 4-1-sejr, var der lagt op til et brag i Odense i sidste spillerunde. Det blev det også med scoringer og rødt kort i en kamp, som vi trak os sejrrigt ud af med en 2-0-sejr.

Europæisk play off

Fjerdepladsen var sikret, og derfor skulle Brøndby-mandskabet ud i en sidste og afgørende europæisk play off-kamp mod Randers FC, hvor vinderen fik den sidste europæiske plads efter sommeren. Og det blev en mindeværdig kamp på Brøndby Stadion. Randers kom foran 2-0 efter 51 minutter, men så slog Brøndby IF til i et vaskeægte comeback og fik vendt kampen på hovedet på lidt under 20 minutter, så det pludselig stod 3-2 til de blågule. Og så kunne et selvmål til sidst i kampen af Emil Riis Jakobsen afgøre kampen for Drengene fra Vestegnen, der vandt kampen 4-2.

- Vi er bagud 2-0, og med alle fansene i ryggen kan man virkelig mærke, at der bliver tændt en gnist, da vi reducerer til 1-2. Derfra er jeg ikke nervøs, og jeg vidste, at vi ville komme tilbage, fortalte Martin Retov, der kunne runde sæsonen af med en fantastisk dag i Brøndby.