2012/13

Sæsonen 2012/2013 skulle vise sig at blive en af de mest dramatiske sæsoner nogensinde i Brøndby IF. Med indædt kamp mod både konkurs og nedrykning samt store organisatoriske ændringer er 12/13-sæsonen uden tvivl en af de mest begivenhedsrige i Brøndby IF’s 49-årige historie.

Op til sæsonens start i juli blev færøske René Joensen, der har gået på Brøndby Idrætsefterskole, samt Jannik Skov Hansen, en anden af klubbens egne talenter, hevet op i Superligatruppen. Ud over indlemmelsen af de to talenter skulle vi hen i august måned, før der kom yderligere transferaktivitet. Her købte Brøndby IF Quincy Antipas i SønderjyskE samt skrev kontrakt med Martin Albrechtsen (fri transfer fra FC Midtjylland), der begge med stærke individuelle præstationer, i især foråret 2013, fik afgørende betydning for sæsonens udfald. I august måned blev det ligeledes til et farvel til Årets Spiller i Brøndby IF i 2011 og 2012, Michael Krohn-Dehli, som blev solgt til spanske Celta Vigo. Derudover solgte Brøndby IF Nicolaj Agger til Vejle Boldklub.

Superligasæsonen blev sparket i gang den 15. juli på hjemmebane mod OB. Her løb Brøndby IF ind i et lidt ufortjent nederlag på 0-1, og cheftræner Auri Skarbalius og assistenttræner Bent Christensen Arensøe måtte blandt andet se træværket og en tvivlsom underkendelse af et udligningsmål stå i vejen for point i sæsonpremieren. Efter kampen lød det blandt andet fra cheftræneren:

- Det er aldrig sjovt at tabe, men der er forskel på, hvordan man taber fodboldkampe. I dag skal der være stor ros til drengene for, at de gør alt for at vinde. På intet tidspunkt slog de op i banen eller undlod at overholde aftalerne.

Seks dage efter premierenederlaget mod OB bekendtgjorde Brøndby IF, at klubbens mangeårige direktør og bestyrelsesformand, Per Bjerregaard, stoppede som formand og udtrådte af selskabets bestyrelse. Ny bestyrelsesformand blev Sten Lerche, mens Benny Winther, der i vinteren 2013 skulle spille en særdeles vigtig og aktiv rolle i den økonomiske redning af Brøndby IF, blev næstformand. Per Bjerregaard gav selv, i en fondsbørsmeddelelse den 21. juli 2013, følgende begrundelse for stoppet:

- Der er i høj grad brug for arbejdsro i Brøndby IF i denne tid. Derfor håber og tror jeg på, at min fratræden kan være medvirkende til, at klubbens ledelse får den fornødne og fortjente arbejdsro, så vi snart igen kan se Brøndby IF helt til tops i dansk fodbold.

Sportsligt blev efteråret bestemt ikke nogen dans på roser for Brøndby IF - snarere en mazurka på torne. I de første 15 kampe af den første halvdel af sæsonen blev det således kun til ni point, hvilket placerede klubben allernederst i Superligatabellen. Brøndby IF’s sportslige ledelse ansatte den 11. oktober klublegenden John Faxe Jensen som konsulent for trænerteamet i et forsøg på at tilføre en hårdt arbejdende trænerduo ekstra ressourcer. Om det var ”Faxe-effekten” eller ej skal være usagt, men i hvert fald fik Brøndby IF hevet sig op ved hårrødderne og sluttede efteråret udmærket af med otte point i de sidste fem kampe. Specielt sidsteminuts-sejren på 2-1 i Silkeborg den 11. november vil sikkert stå frisk i erindringen hos de fleste blågule fans. Det samme vil pokalsejren på hjemmebane over FC København den 28. november, hvor Mike Jensen blev matchvinder i den forlængede spilletid. Den dejlige sejr blev dog skæmmet af det massive baneløb, som glade Brøndby-fans desværre gjorde sig skyldige i efter slutfløjtet. Konsekvenserne af dette beskrives senere i teksten.

Den såkaldte ”feriepengesag” fyldte i løbet af efteråret 2012 meget uden for banen og ikke mindst i medierne. Brøndby IF blev den 11. september af Fodboldens Voldgift dømt til at betale cirka 4 mio. kroner til de tre tidligere spillere, Peter Madsen, Thomas Rasmussen og Martin Ericsson, der var blevet kørt prøvesager for. Brøndby IF besluttede i februar 2013 at betale det beløb, kendelsen lød på. Efterhånden som efteråret skred frem, blev det mere og mere tydeligt, at arbejdet med truppens kultur og sammenhold begyndte at virke, og man så nu et Brøndby-hold, der var fuldt ud til stede i hver kamp og kæmpede med alt, man havde, for hvert point. På samme måde viste sæsonens forløb, trods sportslig nedtur, at forholdet fans og spillere imellem helt tydeligt var styrket. Det resulterede i outstanding opbakning til spillerne på ude- såvel som hjemmebane og nogle fantastiske jubelscener, når resultaterne gik Brøndby IF’s vej.

En godkendt efterårsafslutning kunne dog ikke hindre, at Brøndby IF ved vinterpausen lå placeret som nummer 12 og dermed sidst i Superligaen. Med kun 13 runder at spille i foråret, var der dermed maksimalt pres på spillere og trænere for hurtigt at få vendt skuden, når Superligaen skulle starte først i marts. Presset blev bestemt ikke mindre henover vinterpausen, hvor en truende konkurs heldigvis blev afværget. Med hårdt arbejde og stærk vilje fra hele Brøndby IF og klubbens mange interessenter lykkedes det dog i slut januar - start februar at få en redningsplan klar, så man i april måned kunne gennemføre en større aktieemission, der dels tilførte klubben livsvigtig kapital og dels gjorde op med den hidtidige ejerstruktur med A- og B-aktier.

Og nu tilbage til fodboldbanen. På trods af ønsker om at styrke truppen i januars transfervindue var dette ikke en mulighed på grund af den økonomiske situation, klubben befandt sig i. Dermed var Mike Jensens afgang til norske Rosenborg det eneste, der skete på den front. Samtidig måtte trænerteamet i foråret undvære midtbanespilleren Franck Semou, der på træningslejren i Tyrkiet i februar, rev sin ene akillessene over. Med en sidsteplads, ovenstående økonomiske og organisatoriske usikkerheder samt manglende sportslig oprustning havde omgivelserne travlt med at lægge Brøndby IF i graven frem mod sæsonstarten den 3. marts hjemme mod Randers FC - nedrykningen rykkede nærmere, og det var kun et spørgsmål om tid, før det blev en realitet, skulle man tro. Heldigvis er historien en helt anden, hvilket vi kommer frem til længere nede.

Foråret startede på den værst tænkelige måde. Martin Albrechtsen nåede knapt nok at blive varm, før han igen sad i omklædningsrummet efter at have hevet Randers’ Nicolai Brock-Madsen omkuld, hvilket resulterede i et rødt kort og straffespark til udeholdet. TV-billederne viste efterfølgende, at Albrechtsens forseelse blev begået uden for feltet og derfor ikke burde have givet straffe. 0-1 ved Ronnie Schwartz efter otte minutter spil og en mand i undertal i resten af kampen - så var vi ligesom i gang med den forårssæson.

Kampen mod Randers FC endte med en 2-0-sejr til kronjyderne efter en ellers god præstation af hjemmeholdet, der som nævnt spillede 10 mod 11 i næsten hele kampen. Spillerne rejste sig på fornemste vis, da man en uge senere i snevejr besejrede AGF i Århus med imponerende 3-0. Fight, selvtillid og effektivitet var opskriften på den flotte sejr, der skulle kickstarte et flot forår med mindre bump på vejen.

Som om modgangen ikke var stor nok på og uden for banen blev Brøndby IF sidst i marts af DBU dømt til at spille nøglekampene mod henholdsvis AGF og SønderjyskE den 1. og 14. april uden tilskuere.

Den første af de to tilskuerløse kampe blev trods et tomt Brøndby Stadion en mindeværdig en af slagsen. Med kniven for struben iværksatte Brøndby-spillerne et af de comebacks, som man vil tale om i mange år. Nede med 0-2 ved pausen så det umiskendeligt sort ud, for Brøndby IF skulle bruge point – og meget gerne tre af slagsen. Med 21 point lå Brøndby IF inden kampen á point helt i bunden sammen med Silkeborg IF med fem point op til Esbjerg fB på den rigtige side af nedrykningsstregen. Martin Albrechtsen pustede en smule liv ind i Brøndby-mandskabet med sin scoring til 1-2 få minutter inde i anden halvleg, hvor århusianerne som kampen skred frem så mere og mere paniske ud. Bedst som man havde indstillet på et nederlag og muligvis også en nedrykning, lynede Martin Albrechtsen endnu en gang. 2-2 med tre minutter tilbage af kampen. Nu var der for alvor ild i øjnene på hjemmeholdets spillere, og jublen blandt spillere og ledere hos Brøndby IF var massiv, da Simon Makienok to minutter før slutfløjtet kanonerede bolden op i toppen af AGF-målet til en livsvigtig og berusende 3-2-sejr.

I det hele taget var Simon Makienok en vigtig del af Brøndby IF’s overlevelseskamp, da han med sammenlagt 15 mål blev klubbens topscorer i sæsonen. Den lange angribers gode form blev belønnet af landstræner Morten Olsen med et par landsholdsudtagelser i løbet af foråret 2013.

Desværre for Brøndby IF begyndte de andre hold i bunden af tabellen også at røre på sig, og specielt Esbjerg fB stak lynhurtigt af og var snart uden for rækkevidde for nedrykningskandidaterne. Midt i april måned skulle Brøndby IF så møde de to direkte konkurrenter om bundplaceringerne i form af SønderjyskE og Silkeborg IF. Her var kravet simpelt: To sejre og seks point. Som de fleste sikkert er klar over, blev det kun til ét point i de to nøglekampe, hvor specielt SønderjyskE-kampen var nedslående (nederlag på 0-3). Igen så det sort ud, og igen var Brøndby IF dømt ude. Med det klart sværeste slutprogram af holdene i bunden af rækken var de blågule ikke levnet mange chancer for at klare skærene. Derudover havde man et historisk ungt hold med mange af klubbens egne talenter, blandt andet med to 18-årige (Frederik Holst og Patrick da Silva) på backerne, der ikke havde været under tilnærmelsesvis så massivt et pres tidligere.

Om det uventede flotte resultat af selskabets aktieemission (108,4 mio. kr.) spillede en rolle eller

ej, er svært at svare på, men nogenlunde samtidig med offentliggørelsen af, at Brøndby IF rent økonomisk var reddet og samtidig ville gennemføre de lovede ændringer i ejerstrukturen, begyndte de gode sportslige resultater for alvor at tikke ind på Vestegnen. Af de fem sidste og altafgørende Superligakampe blev første ”finale” spillet i Odense mod et forårsvaklende OB-hold, der fire minutter før slutfløjt måtte se Quincy Antipas brage kuglen op i målhjørnet til en blågul 2-1-sejr efter et fantastisk raid fra banens midte. Igen sejrede Brøndby IF efter at have været bagud og efter at have kæmpet med ryggen mod muren.

Næste udfordring var de kommende mestre fra FC København, der blev holdt fra fadet på Brøndby Stadion, hvor hjemmeholdets spillere heroisk fik hevet et 0-0-resultat hjem. Malurten i bægeret i den kamp var, at gæsterne fra Østerbro kunne lade champagnepropperne springe på Brøndby Stadion, da de med det uafgjorte resultat var danske mestre. Ugen efter blev det til endnu en uafgjort for Brøndby IF, denne gang i Aalborg, hvor Helenius udlignede for hjemmeholdet AaB et kvarter før tid. Med 33 point efter 31 runder og blot ét enkelt point op til AC Horsens på den livsgivende 10. plads, stod det efterhånden klart, at sæsonens sidste kamp den 20. maj i Horsens ville blive en direkte duel om nedrykning.

Kulminationen på en på mange måder hård og opslidende sæson kom i forårets sidste to runder. Hjemmekampen mod FC Nordsjælland vil uden tvivl for mange stå som et symbol på, hvad et forenet Brøndby IF er i stand til. Med kampagnen ”Aldrig, aldrig, aldrig gi’r vi op” som katalysator brølede mere end 21.000 tilskuere klædt i gult et tændt og fantastisk spillende Brøndby-hold frem til en knusende 4-0-sejr over sølvvinderne fra Farum. Alt kulminerede den dag midt i maj, hvor alle med blågult hjerte må have knebet en tåre. Det sammenhold, den energi og den vindermentalitet, som fans og spillere sammen udviste, trækker minder frem fra de glade 90’ere, hvor Brøndby Stadion i årevis var en uindtagelig bastion i dansk og europæisk fodbold. Simon Makienoks reaktion efter kampen var denne:

- Det er noget af det vildeste, jeg har prøvet. At der kommer så mange mennesker til så vigtig en kamp på en normal hverdag og støtter op om det her, viser bare, hvor mange der vil det her, og det viser, hvor mange der holder med denne klub. Det mindste vi kan gøre er at levere en god indsats, og det er jeg glad for, at vi gjorde.

Efter opturen i kampen mod FCN kom dagen endelig, hvor det hele skulle afgøres. Én kamp med så uendelig meget på spil for begge hold. Med den stærke afslutning på foråret havde Brøndby IF opnået den fordel, at man i Horsens kunne nøjes med uafgjort. Med andre ord var der lige så meget eller mere pres på hjemmeholdet, der kun kunne bruge en sejr, hvis det ikke skulle blive til nedrykning for ”den gule fare”. Kampen er der skrevet og sagt meget om, så det vil vi ikke gå yderligere i detaljer med. Man kan vel blot konstatere, at tiden i mange stuer rundt om i landet og ikke mindst på Casa Arena i Horsens stod stille i et par timer den mandag i maj. Lebogang Phiri, Brøndby IF’s unge sydafrikaner, satte den forløsende scoring ind kort før tid og så kunne jubelscenerne ellers bryde løs. Brøndby IF var fortsat at fnde i Superligaen efter sommerferien, og AC Horsens måtte en tur i Betsafe Ligaen (1. Division). Scenerne efter sejren i Horsens er allerede gået over i historien. Tusindvis af Brøndby-fans havde taget turen til Horsens, og dem der ikke kunne komme ind på stadion, støttede spillerne fra området bag udebaneafsnittet i stedet. Spillere og fans fejrede sejren og overlevelsen, som var det et mesterskab, og med alle sæsonens strabadser og nedture i mente var forløsningen og glæden fuldt forståelig.

Da spillerbussen returnerede til Brøndby Stadion, blev den mødt af hundredevis af euforiske Brøndby-fans, der sang og råbte forløsningen ud det meste af sommernatten. Brøndby IF’s spillere kunne kort efter ankomsten juble sammen med de mange fremmødte fans på balkonen over Café 1964. Jubelscener, der var et mesterskab værdigt. Som en lille fodnote bør det vel nævnes, at landets største sportsavis dagen derpå bragte hele 13 sider om Brøndby IF’s nedrykningsduel i Horsens og efterfølgende overlevelsesfest, mens FCK’s guldkamp i Parken samme mandag blev beskrevet på en halv side.

Fra cheftræner Auri Skarbalius lød det oven på dramaet i Horsens:

- Det har på alle måder været en hård sæson, men selv når det har set mest sort ud, har vi ikke givet op. Spillerne er blevet ved med at tro på det, vi arbejder med og har ydet en fantastisk indsats til træning og i kampe. Som jeg har sagt gennem et stykke tid, så har vi vist vores styrke og holdånd, når det har set sværest ud, og det er kendetegnende for disse spillere. Sammen med den helt fantastiske opbakning, vi har oplevet gennem sæsonen, er det årsagen til, at vi har klaret den.

Selv om det ”kun” blev til en niendeplads i Superligaen i 12/13 (akkurat som i forrige sæson rykkede Brøndby IF i sidste runde forbi OB), sluttede sæsonen med en optimisme, som ikke er oplevet i Brøndby IF i årevis. Med massiv opbakning fra fansene, med øget tro på projektet, med en ny ledelse og med en ung og talentfuld spillertrup, bliver det spændende at følge udviklingen i Brøndby IF i de kommende sæsoner.