1999

1999 blev ikke det bedste år i klubbens historie, men tæt på!

Det virker vanskeligt med et enkelt ord at beskrive det forgangne år. I en klub med så højt et ambitionsniveau som her i Brøndby IF, kunne det være nærliggende at betegne året som skuffende. På den anden side er det vel ikke helt rimeligt med en sådan hård dom, ikke mindst i lyset af de mange mere eller mindre komplekse årsagsforklaringer man med rette kan opsummere. Og det blev da til en sølvmedalje? Men hvem er tilfreds med en sølvmedalje, når vort 1. hold de tidligere tre år er blevet danske mestre og sågar i 1998 hjemførte noget så sjældent som 'The Double', ligesom det for første gang lykkes at tilspille sig en plads i det fornemme selskab; UEFA Champions League?

Måske var det ganske enkelt det helt fantastiske 1998, det sportsligt bedste år i klubbens historie, der var medvirkende til at modgangen og de manglende absolutte topresultater, skabte så store skuffelser og frustrationer både hos spillerne, i klubben og ikke mindst blandt vore fans. I hvert fald vil mange nok mene, at såvel tålmodighed, som fan loyalitet blev udsat for nogle alvorlige prøvelser i 1999.

Vi havde egentlig et ganske udmærket udgangspunkt forud for forårets afgørende kampe i Faxe Kondi Ligaen, ligesom vi stadig var med i opløbet om en plads i Pokalfinalen.

I ligaen overvintrede vi på en 3. plads med 28 point, 6 point mindre end AB på førstepladsen, men med en kamp mindre. Men der var tæt i toppen, hvor klubberne AB, FC. København, AaB , Brøndby IF og for den sags skyld Herfølge, alle stod med gunstige kort på hånden forud for de vigtige og afgørende kampe henover foråret.

I vinterpausen havde klubben fået tilgang af en enkelt spiller, polakken Rafael Nitznik, der var blevet købt fra SKL Lodz.

Sølv og UEFA Cup

Som det altid plejer at blive, så blev også foråret 1999 en utrolig intens affære, hvor det sjældent er tilladt at dumme sig alt for meget, dertil er der ganske enkelt for få point at kæmpe om, især med skelen til den tætte trafik i toppen af ligaen. Det skulle så desværre også vise sig, at vores udeblivende evne til at vinde når det virkelig gjaldt, blev en afgørende faktor for, at det ikke lykkes at hjemføre mesterskabet i den sidste ende. Yderligere salt til såret blev der i rigelige mængder tilført, da vi blev slået ud i semifinalen i Pokalturneringen af de senere vindere, AB. Sølvmedaljerne var imidlertid nok til, at vi havde kvalificeret os til to kvalifikationsrunder til UEFA Champions League.

Det var i øvrigt en noget underlig afslutning på foråret, vi i dansk fodbold blev vidne til. Tænk sig at det i fodbold ikke kan betale sig at vinde en kamp, men derimod være bedst hvis man ganske enkelt taber!! - Det lyder fuldstændig grotesk, men det var imidlertid de lysende klare omstændigheder forud for vores sidste kamp mod Lyngby FC på udebane. På grund af nogle vældig indviklede regler ville Lyngby med en sejr over Brøndby IF risikere at miste en ellers sikker UEFA Cup plads, hvorimod holdet med uafgjort eller nederlag havde 100% sikkerhed for deltagelse. Uforståeligt!, men desværre sandt. Brøndby IF vandt kampen med 6-2, og Ebbe Sand sagde farvel med maner ved at lave ikke mindre end fire af målene.

Sommeren bragte en del trafik med sig.

Det havde i nogen tid stået klart, at Brøndby IF ville miste een af klubbens gennem tiderne mest markante og stabile kræfter, nemlig Faxe, der søgte nye udfordringer som spillende træner i Herfølge. En opgave der siden skulle vise sig at blive løst, med noget der kun kan betragtes som særdeles vellykket. Selvom Faxe nu er blevet en benhård konkurrent, så er der nok ikke tvivl om, at man i Brøndby IF blandt spillere, ledere og fans kun har respekt og positive følelser overfor Faxe, og det arbejde han udfører. - Han er jo trods alt en Brøndbydreng i vore hjerter.

Ligeledes følte Henrik Jensen, at nu var tiden inde til at skulle stå på egne ben. Efter en årrække som assistenttræner for Ebbe Skovdahl, tog Henrik Jensen imod et tilbud om at blive cheftræner i Køge Boldklub.

Skovdahls æra rinder ud

Derimod kom det vel nærmest som en bombe, at Ebbe Skovdahl forlod klubben. Ebbes kontrakt løb til 31. december 1999, hvorefter han skulle afløses af norske Åge Hareide, som klubben havde skrevet kontrakt med i det sene forår. Ebbe Skovdahl fik tilbudt en kontrakt med skotske Aberdeen, og da såvel den sportslige udfordring som udsigten til at Ebbe Skovdahl kunne tjene en god skilling forelå, var der ingen tvivl om, at Brøndby IF på ingen måde ville stå i vejen for Ebbes ønske om at tage til Skotland og prøve sine evner af der. Imidlertid opstod der så et trænermæssigt tomrum fra sommerpausen til Hareides tiltræden i januar.

Klubben valgte den såkaldte 'interne løsning'. Den bestod i at Tom Køhlert, talenttræneren der vandt det første mesterskab med Brøndby IF tilbage i 1985, skulle stå i spidsen for holdet sammen med den nyudnævnte assistenttræner Lars Olsen. Faktisk blev det en løsning der involverede langt flere trænere og ledere, i og med at systemet var tilrettelagt, så Tom også med mellemrum kunne styre sine ynglingespillere. Så rent faktisk blev der arbejdet på kryds og tværs i hele talentsystemet for at få den sportslige kabale til at gå op.

At Tom Køhlert sagde ja til opgaven, var imidlertid ikke nogen indlysende beslutning. Det har været en kendt sag at Tom Køhlert absolut ikke bryder sig om mediernes bevågenhed, rent faktisk har han det rigtig skidt med det. Men man er vel klubbens mand, og med en aftale om, at det skulle være Lars Olsen, der skulle forestå serviceringen af, ikke mindst, TV- og radiomediet, så valgte Tom Køhlert at sige ja til opgaven.

Den mand er guld værd

Det lå ligeledes klart, at Brøndby IF kom til at miste topscorer Ebbe Sand. Tidligere på foråret var Bo Hansen blevet solgt til engelske Bolton Wanderers, så da nyheden om Ebbe Sands kontrakt med Schalke 04 blev offentliggjort, stod det klart, at Brøndby IF på relativ kort tid havde mistet to profiler i den forreste kæde. Et utrolig velfortjent sportslig og økonomisk skulderklap til en gennemsympatisk fyr, der har været en fornøjelse at have som fodboldspiller og menneske i Brøndby IF.

Sidste skud på stammen af 'sommer-farveller' skulle blive Jesper Thygesen, som vendte tilbage til Silkeborg.

Det var vel nok med blandede følelser, man for alvor begyndte at kigge frem mod efteråret, og starten på den nye Faxe kondi Liga sæson, ligesom de meget afgørende kampe i kvalifikationen til UEFA Champions League nærmede sig med lysets hast. Det var vitterlig store profiler, der blev sagt farvel til, og der var heller ikke tvivl om, at det blev nødvendigt, at nye spillere var parate til at tage store ansvar på deres skuldre.

Exit Europa!

Europa Cup eventyret sluttede, allerede inden der blev tegn på at det overhovedet ville komme i gang. Man må sige at 1. kvalifikationsrunde blev en ganske gunstig lodtrækning. Brøndby IF trak Sloga Jugomat fra byen Skopje i Makedonien. Det mest skræmmende ved den modstander syntes på forhånd at blive oplevelsen af at komme så tæt på krigen i ex. Jugoslavien, ikke blot geografisk og fysisk, men vel nok i lige så høj udstrækning på det medmenneskelige plan. Det var en tur til et område, der kun lå få kilometer fra decideret krigszone, et område der samtidig var præget af en enorm stor flygtningestrøm fra de krigshærgede områder. Det skal dog understreges at alt i Skopje var 100% sikkerhedsmæssigt forsvarligt, livet foregik stort set rimeligt normalt. Men tilstedeværelsen af massivt militært opbud og militær køretøjer overalt på vejene, var en evig påmindelse om de forfærdeligheder og overgreb en masse mennesker var blevet udsat for. I en eftertænksom stund på en sådan tur, så virker vigtige fodboldkampe pludselig fuldstændig ligegyldige.

Selve kampen kunne såmænd ikke bibringe megen opmuntring. Vi vandt, men spillet var langtfra godt. Det var et middelmådigt europæisk hold vi mødte, og vi burde i langt højere udstrækning have sat tingene på plads.

Returkampen på Brøndby Stadion blev heller ikke nogen prangende fodboldkamp, vi vandt med 1-0 og dermed videre i turneringen, hvor Boavista fra Portugal er sidste hindring fra en plads i UEFA Champions League. Reelt bedømt en ganske god lodtrækning, imidlertid skulle det vise sig at det blev hjemmekampen, der afgjorde sagen til Boavistas fordel. Kampen blev tabt 2-1, og blev en virkelig vanskelig opgave, eftersom Vragel Da Silva allerede efter 12 minutter fik rødt kort.

Nede i Boavista kæmpede holdet sig imidlertid til omkamp, men måtte se kræfterne ebbe ud, og dermed blev det til et samlet nederlag.

Så var det en tur i UEFA Cup?en, hvor en god lodtrækning gjorde udsigterne til videre avancement lyse. Forholdsvis ukendte Amica Wronki ville det imidlertid anderledes. Det blev en kæmpe skuffelse for klubben ikke at være i stand til at slå de langt fra stærke polakker. Ude af Europa Cup?en, og midt i en september måned hvor der bestemt var nok af skuffelser at få øje på også i den hjemlige liga. Det var en frustrerende tid at gennemleve.

Hareides ønskeseddel

Efterårets genvordigheder skabte en overbevisning om at skulle dette hold videre, så var det nødvendigt med forstærkninger - og vel at mærke forstærkninger af en klasse og med en rutine, der ville afføde en forventning om, at det handlede om spillere, der kunne gå direkte ind på holdet. Åge Hareide havde allerede afleveret sin ønskeseddel på kontoret i GildhøjCentret. Nu var det så op til Per Bjerregaard og den øvrige bestyrelse i profafdelingen at få sat gang i sonderinger, forhandlinger, og ikke mindst at få sat et konkret tal på de penge, der skulle stilles til rådighed i forhold til kommende spillerindkøb.

Hareide fik sin vilje! Med købet af de tre svenskere Krister Nordin, Magnus Svenson og Mattias Jonson samt norske Roger Helland blev ønskelisten stort set udtømt.

Tom Køhlert havde proklameret, at det var målet at aflevere holdet i top 3 til Åge Hareide. Det blev en målsætning Køhlert og Co. levede op til. At så placeringen som nr. 2, før det gik løs til foråret, måske nok især blev skabt på baggrund af, at de øvrige Faxe Kondi klubber også løb ind i deres problemer, er så en anden sag.