SLO - Fankoordinator

En SLO (Supporters Liaison Officer eller på dansk fankoordinator) er det primære bindeled mellem Brøndby IF’s fans og klubben. Det gælder særligt i forhold til sikkerhedsafdelingen, men også klubben i bredere forstand.

SLO’erne i Brøndby IF er rekrutteret fra fankredsene, hvilket er med til at sikre troværdigheden og fortroligheden fra begge sider hvilket er altafgørende for SLO'ernes arbejde. En SLO skal derfor ikke skal ses som sikkerhedsafdelingens forlængede arm, men som en samarbejdspartner.

Formålet med SLO’erne er at fastholde og forbedre dialogen mellem alle dele af klubbens fanskare, så forholdet ligeledes forbedres. Her er det vigtigt at nævne, at dialog ikke nødvendigvis handler om at blive enige, men at have forståelse for hinandens synspunkter. Hvis enighed ikke opnås, er det ikke ensbetydende med et brud på dialogen.

En SLO vil altid være til stede på stadion, ude som hjemme, og har i dagene op til kampene været i dialog med modstanderklubben. På hjemmebane sikres de gode adgangsforhold, almen information og diverse godkendelser. På udebane arrangeres særtoge, ligesom diverse fornødenheder koordineres med hjemmeholdets sikkerhedsafdeling, herunder særligt tifo-godkendelser og adgangsforhold.

Under kampafviklingen er rollen mere afventende. SLO'erne er bindeled såfremt vigtige beskeder, uenigheder eller andre ting skal videreformidles. Det kan både være løbende under kampen eller under ekstraordinære episoder.

Imellem kampene deltager SLO-teamet i møder med alle interessenter med henblik på at opnå den bedst mulige afvikling af Brøndby IF’s kampe. Derudover fungerer SLO'erne som projektmedarbejder og rådgiver på klubbens øvrige projekter med en fanvinkel.

SLO-teamet står i øvrigt for indsamling af fansynspunkter som bruges i klubben til at forbedre kampdagsoplevelsen eller øge vores viden om hvad vores fans’ synspunkter er omkring konkrete emner. Du kan blandt andet læse mere om Fanpanel Brøndby her.

Hvad kan du bruge SLO-teamet til?
I SLO-teamet dækker vi flere forskellige opgaver. Som almen fan opfordres du til at tage kontakt til SLO-teamet hvis du har spørgsmål eller input til kampdagen på Brøndby Stadion. Vi er din indgangsvinkel til klubben og kan sikre at din forespørgsel kommer frem til de rigtige personer.

Derudover er vi med til at følge op på konkrete problemer og sikre at disse bliver løst, sådan at vi kan tilbyde den bedst mulige kampdagsoplevelse på Brøndby Stadion.

SLO på det sociale medie X
SLO-teamet bruger ofte X til at kommunikere relevant information omkring kampe. Her kan du få løbende opdateringer omkring billetinformation, kampdagsinformation eller andre ting som rør sig omkring fanscenen i Brøndby.

Du kan følge med i nyheder fra klubbens SLO-team på Twitter.