Brøndby IF og Carlsberg udvider samarbejdet

01.07.2015 10:00

Brøndby IF og Carlsberg har aftalt at forlænge og udvide samarbejdet med yderligere fem år, når den nuværende aftale udløber med udgangen af 2015. Den nye aftale løber frem til 2020, og i det udvidede samarbejde bliver Carlsberg Brøndby IF's "Official Beer Partner", ligesom Apollo-tribunen fremadrettet bliver omdøbt til Carlsberg-tribunen.

- Brøndby IF er et nationalt brand, som rammer bredere og når længere ud end nogen anden klub i Danmark, og vi er derfor glade for at fortsætte samarbejdet med Carlsberg, som har et stærkt engagement i fodbold både i Danmark og internationalt. Som klub har vi sat os selv klare sportslige og kommercielle mål i Vision 2017, som vi arbejder benhårdt hen imod. Den udvidede aftale med Carlsberg som "Official Beer Partner" er en understregning af, at vi er på rette vej, siger kommerciel direktør i Brøndby IF, Henrik Bartholdy.

- Vi er stolte og glade over at kunne forlænge samarbejdet med en af Danmarks største klubber, med fans over hele landet. Og vi ser med tilfredshed, at Brøndby IF igen er tilbage i toppen af dansk fodbold, siger sponsorchef i Carlsberg, Peter Giacomello.

Carlsberg er blandt andet sponsor for EURO 2016 samt Premier League i England og samarbejder ligeledes med andre Superliga-klubber i Danmark.

Yderligere information / spørgsmål

Kommunikationschef Christian J. Schultz, Brøndby IF, telefon 31 41 41 85.
Kommunikationsdirektør Jens Bekke, Carlsberg Danmark, telefon 22 61 14 12.