Øget fanindsats og bedre rammer på udebane

02.04.2015 13:00

I Brøndby IF har vi Danmarks bedste og mest loyale fans, som i tusindtal sæson efter sæson har fulgt Brøndby IF over alt i landet. I stort antal er de med til - både på hjemme- og udebane - at skabe en unik atmosfære til vores kampe.

Desværre for de mange tusinde fans bliver den positive fankultur skæmmet af individer, som ikke overholder reglerne for, hvordan man opfører sig til en fodboldkamp. Det har resulteret i negative episoder på tribunerne, hvor især kast af genstande i forbindelse med udebanekampe i den seneste tid har forårsaget problemer.

I lyset af disse episoder sætter Brøndby IF nu fokus på rammerne på udebaneafsnittene landet over. Sammen med blandt andet en vigtig oplysningskampagne samt en målrettet fan-indsats er det et nødvendigt skridt i retning mod at minimere negative episoder på tribunerne. Det er vigtigt at understrege, at forbedrede rammer ikke blot vil hjælpe til Brøndby IF's udekampe, men komme hele Alka Superligaen til gode.

Som ansvarlig klub er det essentielt for os at minimere de negative episoder mest muligt, og til det formål har vi ud over egen indsats behov for assistance fra de øvrige klubber. Derfor har Brøndby IF i går onsdag kontaktet de fem klubber, som Brøndby IF mangler at møde på udebane i foråret, med et ønske om, at rammerne på de forskellige udebaneafsnit forbedres.

Udfordringerne tages meget alvorligt

Brøndby IF har - trods en nedadgående tendens i omfanget og graden af negative episoder på tribunerne - fået 12 indberetninger hidtil i indeværende sæson. Det er et faktum, hvilket dog blandt andet bunder i en stramning af DBU’s indberetningssystem forud for denne sæson.

Administrerende direktør i Brøndby IF, Jesper Jørgensen, udtaler:

- I indeværende sæson har vi fået en række indberetninger, og det er en virkelighed, vi er nødt til at forholde os til. Episoder som mod SønderjyskE og FC København skader os som klub både økonomisk og imagemæssigt, og det går ligeledes ud over omdømmet hos det brede fanflertal. Det tager vi meget alvorligt. Episoderne har også gjort det klart for os, at der eksisterer en række udfordringer på mange stadions, hvis nuværende rammer ikke er gearet til at huse og håndtere en stor mængde fans i udebaneafsnittet.

- Derfor har vi onsdag sendt et skriv til de fem klubber, vi mangler at møde på udebane i foråret, med et ønske og en forventning om, at rammerne på udebaneafsnittene forbedres. Blandt andet er det vigtigt for sikkerheden og kampafviklingen, at der opsættes et net af passende kvalitet og dimensioner foran alle udebaneafsnit, så udfordringerne med kast af genstande kan minimeres. Samme tiltag har haft en meget positiv effekt på Brøndby Stadion.

- Vi har en klar forhåbning om, at vores forslag om blandt andet opsætning af net imødekommes af de øvrige klubber. Hvis vi vurderer, at rammerne på udebaneafsnittet ikke er tilstrækkelige rent sikkerhedsmæssigt, vil vi i givet fald forbeholde os retten til at afstå fra at benytte det tildelte udebaneafsnit. Den konsekvens er ikke et ønskværdigt scenarie for nogen, og vi håber ikke, at det bliver nødvendigt.

Brøndby IF gør opmærksom på, at klubben har indledt en tæt dialog med de pågældende klubber og tilbudt råd samt øvrig assistance. Det samme gør sig gældende, hvis det skulle ende med en frasigelse af et udebaneafsnit. Her tilbyder Brøndby IF fortsat assistance fra egne kontrollører/spottere til afvikling af kampen, såfremt dette ønskes af hjemmeholdet.

Forbedringer gavner alle klubber

- Vi håber, at klubberne over en bred kam kan se perspektiverne i at hjælpe os med at løfte sikkerheden på udebaneafsnittene, så vi i fællesskab kan forbedre kampafviklingen og minimere negative episoder – også generelt og ikke kun i forbindelse med Brøndby IF's kampe. 

Forbedringerne vil gavne alle klubber med fans, der rejser med på udebane, og som også har lignende udfordringer.

De otte punkter, som er sendt til de fem klubber, Brøndby IF mangler at møde på udebane i foråret, er:

  1. Opsætning af finmasket net omkring udebaneafsnittet, således at nettet effektivt sikrer mod, at der ikke kan kastes genstande fra udebaneafsnittet og ind på banen eller på andre tilskuerafsnit. Nettet skal være finmasket med masker, der ikke er større end 5 x 5 cm., og det skal ikke umiddelbart kunne rives ned. Det foretrækkes i farven grøn, da det er mindst generende for udsynet. Vores sikkerhedschef vil gerne assistere med råd og vejledning til opsætningen af nettet, ligesom vores sikkerhedschef endeligt vil skulle godkende opsætningen af sikkerhedsnettet syv dage før den pågældende kamp.
  2. Antallet af personer i udebaneafsnittet skal kunne reduceres efter samråd med Brøndby IF's sikkerhedschef, og Brøndby IF skal have medindflydelse på distribution af billetter i udebaneafsnittet.
  3. I udebaneafsnittet til kampen mod Brøndby IF skal der som minimum gælde stadionregler som i vedlagte eksemplar.
  4. Hjemmeholdet afsætter et passende antal kontrollører til udebaneafsnittet, der i samarbejde med Brøndby IF's spottere agerer hensigtsmæssigt og får fat i de personer, der overtræder stadionreglementet, ligesom kontrollørerne foretager en effektiv visitering af tilskuerne i udebaneafsnittet.
  5. Hjemmeholdets kontrollører sikrer inden afviklingen af kampen, at udebaneafsnittet er effektivt gennemsøgt for ulovlige effekter som f.eks. pyroteknik.
  6. Hjemmeholdet sikrer efterfølgende, at der føres sager mod alle de personer, som pågribes for overtrædelse af stadionreglementet i udebaneafsnittet, og at Brøndby IF's sikkerhedschef opdateres om forløbet af disse sager. Hjemmeholdet er efter samråd med Brøndby IF forpligtet til at føre sagerne til minimum Byretten.
  7. Adgangsforholdene er tilstrækkelige for at kunne imødekomme det pres fra de mange gæstefans. Det sikrer både kontrollørerne en mulighed for grundig visitation, men giver også fansene en god velkomst og skaber en god atmosfære fra starten.
  8. Hvis afsnittet er tæt på baglinjen/sidelinjen, skal der tages ekstra forholdsregler, så fansene kan medbringe positive faneffekter, uden at det får indflydelse på kampens afvikling.
Tendens: Færre alvorlige episoder

Brøndby IF har trods forårets beklagelige episoder i de seneste år registreret færre alvorlige episoder på tribunerne til kampene end tidligere. Det viser egne samt myndighedernes statistikker. 

- Selv om den generelle udvikling er positiv, hvilket er glædeligt, er den som nævnt blevet skæmmet af nogle meget beklagelige episoder, blandt andet med kast af genstande her i foråret. Det er vi nødt til at komme til livs nu. Vi mener, at bedre rammer – herunder net – på udebaneafsnittene vil sende os og de øvrige klubber et vigtigt skridt i den rigtige retning. 

Jesper Jørgensen udtrykker, at selvom Brøndby IF står fast på, at bedre rammer på udebane er et nødvendigt tiltag, udgør det ikke løsningen på udfordringerne alene.

- Vi er fuldt ud klar over, at bedre rammer ikke alene vil løse udfordringerne. Derfor fortsætter og intensiverer vi vores egen indsats på området.

Oplysningskampagne

Sideløbende med forventningerne om forbedrede rammer på udebaneafsnittene igangsætter Brøndby IF i samarbejde med fansene en oplysningskampagne rettet mod egne fans. 

Den vil blandt andet bestå af et tribunekodeks med specifikke forventninger til, hvordan man opfører sig til Brøndby IF's kampe, hjemme som ude. Et tribunekodeks, som udarbejdes af fansene.

Derudover justeres stadionreglementet på Brøndby Stadion, lige som kommunikationen omkring konsekvenserne ved at bryde reglerne opprioriteres fremadrettet. 

Dette vil der blive meldt mere ud om i den kommende tid.

Brøndby IF forventer i den forbindelse aktiv deltagelse fra de organiserede fans i at informere bredt i fanskaren og hjælpe med at minimere negative episoder via øget selvjustits og medansvar.

Dialogen og samarbejdet fortsætter naturligvis

Parallelt med ovenstående vil de mere langsigtede initiativer på fanområdet, som Brøndby IF har igangsat det sidste stykke tid, selvfølgelig fortsætte. 

Det drejer sig blandt andet om partnerskabet mellem Brøndby IF, Brøndby Kommune, Københavns Vestegns Politi samt de centrale fangrupperinger. Derudover er en dialogbaseret tilgang til fansamarbejde en integreret del af Brøndby IF, der som den eneste klub i Danmark har to ansatte fankoordinatorer.

Ydermere er Brøndby IF aktiv deltager i det internationale fan-samarbejde ENABLE, der baseret på forskning og en videnskabelig tilgang har til formål at udvikle de bedste mulige strategier for afvikling af fodboldkampe.