God start for ”Kickstart med Brøndby”

14.08.2014 09:11

I begyndelsen af året stablede Brøndby IF et nyt, socialt projekt på benene i samarbejde med DropUd Beskæftigelse og Behandling – navnet er ”Kickstart med Brøndby”. Grundtanken er, at unge med tendens til at komme på kant med samfundet skal tilbage på rette spor med tilknytningen til Brøndby IF som drivkraft.

Seks og en halv måned senere har Ugebrevet A4 sat fokus på DropUd-arbejdet og interviewet stifter Mette Gadegaard, der ”fremhæver fodboldklubben Brøndby som et eksempel på en virksomhed med socialt ansvar og vilje til at give de belastede unge en chance.”

Artiklen fortæller blandt andet historien om en ung mand, som fik et praktikophold på det grønne område i Brøndby.

- Det var bare så stort at være til samtale i Brøndby med ham. Han var meget nervøs for, om de nu kunne lide ham og ville have ham. Sikkerhedschefen derude har jo tidligere været i Vestegnens Politi. Og da klubben endte med at sige ja til ham, og han bad om lov til at gå ind og røre ved græsset, spurtede han rundt som den gladeste dreng i hele verden, fortæller Mette Gadegaard.

- De sagde, at de aldrig havde set nogen knokle så meget, og han var meget engageret og praktisk dygtig. Nu starter han på en uddannelse som anlægsgartner og skal fortsat støttes med lektiehjælp, studieteknik og så videre, og det er vi spændte på at følge. Ellers glæder jeg mig over klubbens netværk, som de kan ringe og anbefale ham til.

Du kan læse hele artiklen fra Ugebrevet A4 ved at klikke her.