Joh Foto

Nederlag i første semifinaleopgør

27.04.2024 11:29

Lørdag eftermiddag mødte vi AGF på Ceres Park i vores første opgør ud af to i pokalsemifinalen.
Som for blot to uger siden må vi desværre rejse hjem fra Aarhus med et nederlag på 2-1. 

Generelt var det en kamp som bølgede frem og tilbage uden at hverken vi eller hjemmeholdet for alvor fik sat sig på spillet.

Efter blot fem minutter var norske Celine Nergård tæt på at bringe os i front med et fladt skud mod det lange hjørne. Hjemmeholdets keeper Katrine Svane fik dog afværget afslutningen.

I det 17. minut var vi igen tæt på. Denne gang efter et hjørnespark, hvor Louise Winter fik headet mod mål. Hovedstødet blev ramt af en AGF'er og Katrine Svane fik lige akkurat reddet bolden på stregen.

Midtbanespiller Louise Winter var tæt på igen få minutter senere, da Katrine Svane i AGF-målet var væk fra stregen. Her måtte hun blive reddet af sin forsvarskollega, der fik en fod på afslutningen.

Hjemmeholdet fik bragt sig i front efter 38 minutters spil, da Laura Faurskov blev sendt i dybden og fik udplaceret Tiffany Sornpao i Brøndby-målet.

I løbet af anden halvleg foretog cheftræner Per Nielsen en række indskiftninger, og indskiftede Agnete Nielsen fik en hovedrolle.

Få minutter efter at Agnete Nielsen blev skiftet ind fik hun bragt balance i regnskabet, da hun var hurtigst over en returbold. 1-1 efter 68 minutter.

I det 75. minut fik Agnete Nielsen hevet en AGF'er ned i vores felt, og det resulterede i et straffespark til hjemmeholdet. Tiffany Sornpao fik reddet straffesparket, men Sarah Dyrehauge var hurtigst over sit eget spark og kunne score til slutresultatet 2-1.

Der er returkamp fredag 17. maj kl. 18:30 på Bane 2 i Brøndby. Her skal holdet ud og jagte et avancement til pokalfinalen.

Holdet skal i aktion igen i ligaen lørdag 4. maj når vi hjemme møder Kolding IF. Kampen fløjtes i gang kl. 15:00 på Bane 2 i Brøndby. Her er vi aktuelt at finde på andenpladsen med ét point op til FC Nordsjælland.

Der kan købes billet til opgørene her.