Storsejr i første træningskamp

16.01.2022 16:14

På en råkold Bane 12 i Brøndby blev årets første træningskamp spillet hertil eftermiddag. Modstanderen var Ifö Bromölla IF fra den næstbedste svenske række, og de fik ikke et ben til jorden, da vi vandt kampen med hele 9-0.

Kampen blev spillet over tre halvlege à 30 minutter, og vi startede med følgende 11 spillere:
Naja Bahrenscheer, Andrea Ougaard, Caroline Pleidrup, Anna Welin, Nanna Christiansen, Louise Winter, Katrine Winnem, Malou Marcetto, Julie Tavlo, Laura Juul og Andrea Friis.

Brøndby satte sig på opgøret fra start og gik til den første pause foran 2-0 på mål af Nanna Christiansen og Laura Juul. Laura Juul fortsatte de gode takter efter pausen og øgede til 3-0, Louise Winter gjorde det til 4-0, inden Katrine Winnem, Malou Marcetto og Nanna Christiansen alle scorede ét mål og bragte holdet foran 7-0, som var stillingen ved kampens anden pause.

3.halvleg forløb som de to foregående, og med mål af Rebeka Winther og Andrea Ougaard endte slutresultatet på 9-0.

Udover de mange mål og en fin sejr bød kampen også på uofficiel debut til vores nye, svenske spiller, Anna Welin, og comeback til Laura Hermann, der har været ude med en korsbåndsskade siden juni måned.