Succesfuld weekend for Brøndby Esports FIFA-hold

16.05.2023 07:30

I weekenden blev der spillet FIFA for fulde drøn, da vores FIFA-hold deltog i to af årets vigtigste turneringer; FIFA eClub World Cup Playoffs (kvalifikation til klub-VM) samt eSuperliga Finals.

Fredag aften skulle første turnering afvikles, da drengene fra kontoret på Brøndby Stadion skulle dyste online mod tre andre nordiske hold om de to pladser til klub-VM.

Drengene var på forhånd blevet parret op mod norske Off-Pitch x LSK i første runde, og her viste de gode takter med en sejr på hele 6-0. Sejren betød, at vandt de én af de næste to runder, var billetten til klub-VM sikret.

Og billetten blev sikret, da de komfortabelt slog finske YMCA Esport 3-1. I den afgørende runde, hvor første- og andenpladsen skulle uddeles, vandt drengene endnu engang mod YMCA Esport - denne gang med 5-3. Det betød en førsteplads i vores region, Europe North East.

Lørdag skulle vinderen af sæson 8 af eSuperligaen findes. eSuperligaen blev afholdt i City2 i Taastrup, og Brøndby Esport var inden turneringsstart én af forhåndsfavoritterne. Vi startede da også godt ud med at vinde vores gruppe mod hhv. Lyngby BK, Nykøbing FC og AaB. Næste modstander, denne gang i semifinalen, var en af de andre forhåndsfavoritter, FC Nordsjælland. Et FCN-hold, der iøvrigt bestod af to tidligere Brøndby-spillere i Marcus 'Marcuzo' Jørgensen og Fatih 'FIFAÜstün' Üstün.

Efter to tætte kampe og en sejr til hvert hold, skulle kampen ud i en tredje, afgørende kamp. Den kamp trak vi os på fornemste vis sejrrigt ud af efter sublimt spil af Lukas 'Blazek' Poulsen, der slog 'FIFAÜstün' i første kamp og 'Marcuzo' i tredje kamp.

I finalen ventede Esbjerg fB, hvor drengene desværre måtte se sig slået med cifrene 4-2 og 3-0. Derfor blev det 'blot' til en andenplads i sæson 8 af eSuperligaen.

Overordnet set var det dog en mere end godkendt weekend, og sæsonen er derfor langt fra slut, da 'Klenke' stadig kan nå at kvalificere sig til det individuelle VM, ligesom vi naturligvis skal dyste ved verdensmesterskaberne for klubhold til sommer.