Foto: Robert Hendel

Derby-nederlag for U19-holdet

15.09.2021 15:40

Efter sejre over AC Horsens, Lyngby Boldklub og Esbjerg FB led U19-holdet sæsonens første nederlag, da FC København i går vandt Derbyet med 2-0 på Peter Bangs Vej. Scoringer i det 38. og 57. minut gav værterne de tre point.

- Vi spiller egentlig en fin kamp. Vi møder et effektivt hold. De udnyttede deres chancer, og det ender med at blive afgørende. Vi havde nok chancer til at ændre kampbilledet i vores gode perioder, siger cheftræner Christian Sørensen og fortæller om kampens forløb:

- Vi hænger efter i de første 20 minutter. De spiller i et rigtig højt tempo. De formår at sætte en fart, som vi lige skal vænne os til. Så begynder vi stille og roligt at æde os ind i det. Vi er egentlig tilfredse med store dele af spillet op til, at de får scoret til 1-0 i en periode, som vi egentlig følte, at vi var i fin kontrol over.

- I anden halvleg får vi et kampbillede, som passer os lidt bedre. Vi får både presset bedre og får nogle okay perioder på bolden. Desværre straffer de os på en omstilling.

Ovenpå weekendens sejr i Esbjerg efterlyste Christian Sørensen mere kvalitet i sine spilleres pres og omstillinger samt mere tålmodighed på kuglen. Generelt var cheftræneren trods nederlaget tilfreds med sine spilleres justeringer fra Esbjerg-kampen. Til gengæld savnede han skarphed på modstandernes halvdel.

- Vi formåede at trykke FCK ned i længere perioder. Presset kunne vi godt have tænkt os havde været lidt bedre, særligt i første halvleg. Men vi er mest irriterede over, at vi ikke formår at spille den sidste gode pasning, efter vi ellers havde erobret bolden på nogle steder, som kunne gøre ondt på dem. Så vi fik ikke skabt de chancer, som vi kunne der.

Bagud med 0-2 blev vi med 13 minutter igen reduceret til 10 mand. En svær situation, som dog på ingen måde fik spillerne til at slå op i banen.

- Spillerne reagerede rigtig godt. Som jeg sagde til dem: ”en ting er at være foran 2-1 i Esbjerg og kæmpe de sidste 10 minutter hjem. Noget andet er at være bagud med 2-0 i FCK med 10 mand og et kvarter igen, men stadigvæk spille kampen færdig og vise, at det betyder noget at efterlade et godt indtryk." Det gjorde de.

- Spillerne lagde alt, hvad de havde ude på banen, selvom situationen til sidst selvfølgelig blev sværere end i de første 75 minutter. De gav alt, hvad de havde, og især i anden halvleg var vi tilfredse med den måde, som de spillede på. De turde komme frem ad banen og give den mere gas end tilfældet var i meget af første halvleg.

U19-holdet spiller igen på lørdag, hvor AGF kommer forbi.

FC København 2-0 Brøndby IF
1-0
2-0

Startopstillingen:
1 Jonathan Risbjerg Ægidius                   
2 Christian Friedrich          
4 Cornelius Allen               
6 Oliver Jeppe                   
7 August Wilquin Carlsson
8 Marinus Frederik Løvgren Larsen        
9 Yousef Salech                 
10 Giran Pyne-Cole            
11 Valdemar Manley Kwasniak              
18 Filip Andersen              
21 Joseph Mwamba          

Bænken:
3 Magnus Ravn
13 Benjamin Luka Kold Rasmussen
14 Oscar Hessner Sejrup
16 Frederik Bach Jensen
19 Solomon Opoku
22 Bertram Kvist