Forsvarstalent på kontrakt
15.09.2021 11:00
Det 15-årige forsvarstalent, Andrea Friis, har skrevet under på en længere kontrakt med Brøndby IF og er dermed at finde i gult og blåt de næste tre sæsoner.
Andrea Friis skiftede til Brøndby IF sidste sommer, og det er en meget stolt spiller, der netop har sat sin signatur på kontrakten.
- Jeg er mega stolt over, at Brøndby IF har valgt at skrive kontrakt med mig. I mine øjne har Brøndby IF det bedste trænings- og udviklingsmiljø, og jeg glæder mig meget til min videre udvikling i Brøndby IF.
Der er ingen tvivl om, at det er en dygtig, ung spiller, vi har med at gøre. Andrea Friis har således allerede fået debut på Kvindeliga-holdet i Brøndby IF. Det skete i pokalkampen mod Sundby den 25. august, hvor Andrea kom ind i de døende minutter. Det glæder derfor også Kvinde- og Pigeeliteformand, Jan Borre, at klubben har skrevet kontrakt med den talentfulde spiller.
- I Brøndby IF er vi rigtig glade for at have skrevet en 3-årig aftale med Andrea Friis, da hun er et stort forsvarstalent, som vi ser en fremtid for på vores Kvindeliga-hold. Der er lagt en fin plan for Andrea, der fortsat skal træne og spille kampe med U18-holdet som første prioritet, men hun skal også løbende deltage i udvalgte træninger med Kvindeliga-holdet. Vi har meget fokus på Andreas udvikling fodboldmæssigt samt fysisk, men det kommer til at ske i et tempo, hvor Andrea hele tiden kan følge med både som menneske og i skolen.
Vi ønsker stort tillykke til Andrea med kontrakten og glæder os til at følge hendes udvikling og at se hende i gult og blåt de kommende sæsoner.