Slimane efter Derby-sejr: Det er helt fantastisk

24.10.2021 14:55

Anis Slimane var en lykkelig mand, da vores midtbanespiller skulle gøre status ovenpå dagens 2-1-sejr over FC København.

- Den smager rigtig godt. Det betyder sindssygt meget for os, især med den start, som vi har haft på denne sæson. Det er helt fantastisk, siger Slimane, som ikke bare er glad for resultatet, men også spillet.

- Vi kommer ud og dominerer kampen fra første minut. Frendrup scorer et mål, og vi kører på derfra. Jeg synes ikke, at FCK bliver særlig farlige på nogen tidspunkter i første halvleg. Så det var helt fantastisk. Vi skulle bare fortsætte i anden halvleg.

Frendrups kasse var hans første nogensinde i 3F Superligaen. Ikke desto mindre havde Slimane forudset, at hans midtbanekollega i dag ville finde nettet.

- Hvis Frenne scorer, så kan alt ske. Men jeg havde faktisk kaldt den i går. Jeg kaldte den til træning i går, at Frenne ville score. Så jeg havde ret, fortæller Slimane om Frendrup, der dog ifølge den tunesiske landsholdsspiller ikke helt købte spådommen.

- Han griner af det. Frenne griner jo af alt. Jeg tror ikke, at han troede lige så meget på det, som jeg gjorde.

Læs eller se her Frendrups reaktion på scoringen og kampen.

Sejren fandt sted i elektriske rammer, som Slimane nød fra første til sidste minut.

- Det var fuldstændig sindssygt. Det var mit første Derby på hjemmebane med fuldt stadion, så det var helt sindssygt. Opbakningen hele kampen igennem. Man kan ikke gøre andet end at smile, når man spiller derinde, roser Slimane, der i sekunderne efter kampen kunne fejre sejren i selskab med både holdkammerater og fans.

- Det er helt sindssygt. Vi stod alle sammen og nød det. Vi kunne næsten ikke få nok af at synge, danse og råbe. Så den skal bare fejres videre med drengene i omklædningsrummet.

Du kan her se hele interviewet med Anis Slimane.