Programmet i Fanzonen og Ebbe Skovdahl Fanloungen mod FC København

20.10.2021 11:12

Søndag er det Derby-tid, når FC København gæster Brøndby Stadion i 3F Superligaen. Som altid er der al mulig grund til at møde op i god tid.

I timerne op til kampstart kl. 14:00 vil der nemlig være fuld gang i Fanzonen med både mad, øl og vand, livemusik og quiz med fede præmier.

Ebbe Skovdahl Fanloungen og Fanzonen åbner henholdsvis kl. 10:00 og 11:00, så kom i god tid og få den perfekte optakt til kampen i selskab med dine medfans.

Fanzonen
Bliv klar til Derby i Fanzonen, som er åben fra kl. 11:00 og byder på god stemning op til kampstart. Er du sæsonkortholder, kan du få rabat på drikkevarer mellem kl. 11:00 og 12:00, hvor en øl kan købes for 35 kr. og en sodavand for 20 kr.

Der er hele fire foodtrucks i Fanzonen denne søndag. Du kan vælge mellem sprød pizza fra Gorms, smagfulde græske pita-gyros fra Trofi, saftige burgere fra Lille Ma og lækker kebab fra Kebab på Farten.

Derudover vil der være livemusik på scenen mellem kl. 11:00 og 12:45.

En times tid inden kampstart vil der være sportslig optakt på scenen efterfulgt af Kahoot-quiz på skærmene kl. 13:15. Deltager du i quizzen, har du chancen for at vinde nogle fede præmier.

Kampen starter kl. 14:00, og Fanzonen er åben både i pausen samt efter kampen.

 

Ebbe Skovdahl Fanlounge
Kom ned i Ebbe Skovdahl Fanlounge, og varm godt op til Derby i hyggelige omgivelser. Der er sat overdækning op over bordene ude foran Fanloungen, hvorfor der også er mulighed for at nyde mad og drikke udendørs.

Ebbe Skovdahl Fanlounge åbner kl. 10:00 med livemusik frem til kl. 13:30, så der er sørget for den gode stemning.

Derudover vil der komme en sportslig optakt, inden kampen mod FC København går i gang kl. 14:00.

Efter kampen er Fanloungen ligeledes åben.