Landsholdsoverblik: Sådan gik det vores landsholdsspillere

13.10.2021 10:10

Landsholdspausen er vel overstået, og vi giver dig her et overblik over, hvordan det er gået vores spillere i deres respektive nationaldragter.

Ludwig Vraa-Jensen, Malek Bakhit, Matteo Grosso, Bertram Kvist og Mads Beyer
Tre af spillerne kom i aktion, da Danmark tirsdag spillede 3-3 mod Tyrkiet. Her fik Vraa-Jensen og Bakhit fuld tid, mens Bertram Kvist fik lidt over en times spil, hvor han i øvrigt også assisterede til det første danske mål i opgøret.

Danmark og Tyrkiet lå inden kampen på en delt førsteplads med samme antal point og målscore, og derfor betød 3-3-resultatet, at der skulle findes en vinder af gruppen, som potentielt set kunne give en bedre seedning ved lodtrækningen til Elite Rounds, på trods af begge nationer var videre.

Straffesparkskonkurrencen endte tyrkerne med at vinde, og derfor vandt de ligeledes gruppen.

August Carlsson
Det danske U18-landshold har i landsholdspausen deltaget i en miniturnering i Kroatien, som den unge dansker var udtaget til. Her fik Carlsson spilletid i to ud af de tre kampe, hvoraf den ene blev til en startplads i danskernes andet opgør mod værtsnationen Kroatien, som de tabte til med 1-0. 

Første kamp blev 3-3 mod Tjekkiet, mens den sidste endte 3-1 til Belgien på trods af en dansk pauseføring.

Christian Friedrich, Filip Andersen og Marinus Larsen
Der var rigeligt med spilletid til de tre U19-spillere, som spillede EM-kvalifikationskampe mod Nordirland, Kasakhstan og Tjekkiet. I første opgør scorede Larsen på straffespark i en 2-0-sejr over nordirene, hvor også Andersen blev skiftet ind til sin landsholdsdebut. 

Friedrich spillede hele kampen på højre back, da Danmark slog Kasakhstan i en målrig 5-2-affære, mens indskiftede Larsen lagde op til danskernes sidste mål. 

I den sidste kamp mod Tjekkiet havde vi fire spillere repræsenteret, da målmand Lucas Ziegler var blevet hasteindkaldt i sidste øjeblik som reservekeeper. Både Friedrich og Larsen startede inde i opgøret, som endte 1-1. 

Oskar Fallenius
Den 19-årige svensker var med på Sveriges U20-landshold, som var på træningslejr i Marbella. Her startede svenskerne med at møde det rumænske U21-landshold, hvor Fallenius spillede hele kampen, som man tabte med 1-0. 

I svenskernes andet opgør blev offensivspilleren skiftet ind efter en times spil mod Mexicos U21-landshold, som vandt kampen med 2-0.

Henrik Heggheim
Forsvarsspilleren fik godt med spilletid i det norske U21-landsholds EM-kvalifikationskampe mod henholdsvis Kroatien og Estland. I første opgør fik Heggheim hele kampen mod kroaterne, som nordmændende tabte med cifrene 3-2.

Tirsdag kom de dog stærkt tilbage igen, da man vandt 3-0 over Estland med Heggheim med fra start, som dog blev udskiftet med en halv time tilbage af opgøret.

Mads Hermansen og Morten Frendrup
Hermansen leverede et rent bur i det danske U21-landsholds 1-0-sejr over Skotland, hvor Frendrup var med til at krige sejren hjem i det sidste kvarter. 

Tirsdag mødte U21-drengene så formstærke Belgien, som dog også endte med at slå danskerne med et mål før pausen. Der faldt ikke flere mål i opgøret, og derfor vandt belgierne med 1-0. 

Anis Slimane
Slimane scorede i den seneste landsholdspause, og den scoring blev belønnet med en startplads i torsdagens tunesiske 3-0-sejr over Mauritania i VM-kvalifikationen. Det resulterede ikke i endnu en kasse, men Slimane kunne alligevel notere sig for 75 minutters spilletid, inden han blev udskiftet ved stillingen 2-0.